Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karain: et Minde - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
er sluppen af med sin Ven. Jeg vil haabe det
Véd du vel, jeg tror undertiden, at —«
Jeg standsede og saa paa ham.
»Ja . . . . jeg mener, om Sagen forholdt sig
saadan, forstaar du . . . . om det virkelig var hændt
ham . . . . Hvad tror du?«
»Men kære Ven!« udbrød jeg, »du har været
for længe hjemmefra. Sikken et Spørgsmaal at
komme med! Se blot paa alt dette.«
Et vandet Solskinsglimt blinkede fra Vester-
himlen og sluktes mellem to lange Rækker Mure;
og de brudte, forvirrede Linier af Tage, Skorstenene,
Guldbogstaverne, som bredte sig over Husfagaderne,
de matskinnende Vinduer, alt saa selvopgivende og
gnavent ud i det synkende Tusmørke. Hele den lange
Gade, dyb som en Brønd og smal som en Korridor,
var fuld af trist og uophørlig Bevægelse. Vore Øren
fyldtes af en hastig Slæben og Trampen af hurtige
Fodtrin og af en Larm, der laa under alt det andet
— en mægtig, svag, pulserende Larm som af støn-
nende Aandedræt, af bankende Hjærter, af gispende
Stemmer. Utallige Øjne stirrede ligefrem for sig,
Fødder flyttedes ilfærdigt, udtryksløse Ansigter strøm’
mede forbi, Arme blev svungne. Over det hele
snoede en smal, takket Strimmel røgfyldt Himmel
sig ind og ud mellem de høje Tage, udstrakt og
ubevægelig, som en tilsølet Vimpel, der vajer over
et Pøbelopløb.
»J—a—a—a,« sagde Jackson tankefuldt.
Droskernes store Hjul drejede sig langsomt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
