Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En fremskudt Post - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nævnede Makolas Navn, tilføjede de altid et Skælds-
ord. Det lettede deres Samvittighed.
Makola tog sig en halv Fridag og gik med
sine Børn ned til Floden for at bade.
Der kom ingen fra Gobilas Landsbyer til Sta-
tionen den Dag. Ikke heller den næste Dag, eller
den følgende, eller hele Ugen. Gobilas Folk gav
ikke flere Livstegn fra sig, end om de alle havde
været døde og begravede. Men i Virkeligheden
sørgede de kun over dem, som de havde mistet
paa Grund af de hvide Mænds Trolddom, thi det
var de hvide Mænd, der havde bragt onde Menne-
sker til deres Land. De onde Mennesker var borte,
men Frygten blev tilbage.
Frygten bliver altid tilbage. Et Menneske kan til-
intetgøre alt i sit Indre, Kærlighed og Had og Tro,
ja endogsaa Tvivl; men saa længe han klynger sig
til Livet, kan han ikke tilintetgøre Frygten — den
uhaandgribelige, uovervindelige, rædselsfulde Frygt,
som gennemtrænger hele hans Væsen, som farver
hans Tanker, som ligger paa Lur i hans Hjærte, og
som holder Øje med hans sidste Aandedræts Kamp
paa hans Læber.
I sin Frygt tilbød den skikkelige gamle Gobila
alle de onde Aander, som havde besat hans hvide
Venner, ekstra store Menneskeofre. Hans Hjærte
var tungt. Nogle Krigere talte om at brænde og
dræbe, men den forsigtige gamle Vildmand fraraadede
dette. Hvem kunde forudse, hvilke Sorger disse
mystiske Skabninger kunde foraarsage, hvis man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
