Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tilbagekomsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
langsom Refleksionsstrøm, ligesom efter en Vulkans
Udbrud en Lavastrøms næsten umærkelige Fremad-
skriden, naar den dorsk kryber frem over det rystede
Land og ubarmhjærtigt udsletter hvert Landmærke,
som Jordskælvets Stød har skaanet. Det er en
ødelæggende, men forholdsvis fredelig Fremtoning.
Alvan Hervey følte sig næsten beroliget af sine
Tankers jævne Løb. Hans moralske Landmærker
forsvandt eet for eet, fortærede af hans Erfarings
Ild, begravede i hedt Dynd og i Aske. Han var
ved at afkøles — paa Overfladen; men der var Hede
nok tilbage i hans Indre til at faa ham til at hugge
Børsterne i Bordet, vende sig bort og hviske
indædt: »Jeg ønsker ham til Lykke . . . Gid Fanden
havde Kvindemennesket.«
Han følte sig selv fuldstændig fordærvet af
hendes Ondskab, og det mest betegnende Kende-
mærke paa hans moralske Fald var den bitre, bi-
dende Tilfredsstillelse, hvormed han selv erkendte
det. Han bandede med koldt Blod i Tankerne;
han udspekulerede haanlige Bemærkninger; han for-
mede i dyb Stilhed Ord fulde af kynisk Vantro, og
hans kæreste Overbevisninger stod uigenkaldeligt
blottede som Taabers snæversynede Fordomme.
En Flok af formløse, urene Tanker luskede ilsomt
gennem hans Sind som en Bande maskerede Ild-
gæmingsmænd, der haster af Sted til en Forbrydelse.
Han stak Hænderne dybt ned i Lommerne. Han
hørte en svag Ringen et eller andet Sted og mumlede
for sig selv:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
