Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tilbagekomsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
\ ’ ■
’ ’ *
y^frr^r
239
at hun sad over Ende og virkelig var meget rolig,
var det, som om alt — Mennesker, Ting, Følelser
— var faldet til Hvile. Han vilde gærne føle sig
taknemmelig. Men han kunde ikke faa Øjnene fra
hende, thi han frygtede men vilde dog ikke ind-
rømme Muligheden for, at hun kunde begynde igen;
hvor haanligt han end stræbte at tænke paa denne
Hændelse, havde den dog hos ham efterladt en for-
virrende, hemmelighedsfuld Rædsel.
Hendes Ansigt drev af Vand og Taarer; en
Tjavs af hendes Haar hang ned over Panden, en
anden klæbede sig fast til Kinden; hendes Hat sad
højst usømmeligt paa Sned paa den ene Side af
Hovedet; hendes gennemblødte Slør lignede en
snavset Pjalt, der var bundet om hendes Pande.
Der var en fuldstændig Mangel paa Tilbageholdenhed
i hendes Ydre, en Opgiven af al Sikkerhed, den
Sandhedens Hæslighed, som kun kan holdes ude af
det daglige Liv ved uafladelig Omhu for Udseendet.
Han vidste ikke, hvorfor han ved at se paa
hende pludselig kom til at tænke paa Morgendagen,
og hvorfor denne Tanke fremkaldte en dyb Følelse
af usigelig, modløs Træthed — en Frygt for at se
de mange kommende Dage. I Morgen! Det var
ligesaa langt borte som i Gaar. Der kan undertiden
gaa Menneskealdre mellem to Solopgange.
Han forskede i hendes Ansigt, ligesom man be-
tragter en Egn, man har kendt men glemt igen.
Det var ikke fordrejet — han genkendte Land-
mærkerne, saa at sige; men det var kun en Lighed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
