Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
61
sank med sin Jammer, steg saa pludselig igen,
men aldrig var hun i Ligevægt.
»Vi vælter, vi vælter« hviskede Filosofen
hemmelighedsfuldt til sin Genbo, en Mand af
Banquefaget, yderst agtværdig, fra de bedste
Kredse.
Ludovicas Tanker var i rosarødt, hun glemte
helt den overhængende Fare, hun sad lunt
og godt i sin Krog, Vognen var polstret,
Tankerne var saa underlig bløde, saa ungdommelig
friske; naar Hjærtet er ungt, er al Ting ungt.
Hun tænkte paa sin Cancelliraad og paa
Cancelliraadens sidste Digt »Trofast for Livet,« nu sad
hun dér og flk Taarer i Øjnene.
»Jeg er Din og trofast til det sidste« stod
der i Begyndelsen.
Hun kunde ikke huske mere, men det rimede
vist paa »Kiste,« Cancelliraaden vilde være
trofast, lige til han kom i sin Kiste, det var
Meningen, og det var denne Langvarighed af en
ædel Følelse, der var saa rørende.
Ruderne, der klirrede og raslede, nynnede
med »Jeg er Din og trofast—,« Hjulenes Larm
blev til Hjærtets Melodi, ja selv Trækfuglenes
hæse Skrig højt oppe over Diligencens Tag,
fik tonende Klang »til det sidste—« lød det i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
