Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
«Er det ikke synd, at de har saa grove
sanser, at de ikke kan fatte det, der ikke
akkurat er til at ta’ og føie paa? Er det ikke
synd?» og hun havde seet om muligt endnu
mer beundrende paa ham end ellers, syntes
han. — Hun havde grebet med al sin evne
af det liv, han bød hende, havde troet med
det samme med hele sin naturs uberørte
kraft paa hans begavelse, og han følte, hvor
hendes tro enkelte øieblikke gav ham selv
overbevisning om, at gnisten i ham skulde
gløde og tænde, gnisten, som var ham given,
og som han engang i sit liv liavde været saa
vanvittig at tvile paa. «Naar du blir
berømt, Sæmund, — naar du forbauser
verden» — som han laa der i sengen og med
halvlukkede øine lod tankerne skvulpe saa
sagtelig om sig selv, saa troede han virkelig,
han skulde gjøre det ogsaa — en dag.
Men vilje havde hun. Det havde været
bestemt fra umindelige tider af, at han og
Ragna, naturligvis, og Sand skulde være hos
Jensens julekvelden. Men saa lagde Ragna
armene om halsen paa ham om morgenen
og hviskede ganske stille, at det vilde liim
ikke, og det vilde han ikke heller, langtifra,
det vilde lian slet ikke! — De drak te hos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
