Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Et Eventyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ei Eventyr.
3
deres Røgdunst, — hoit oppe over alle Loft og Fængsler.
Fndnu ved den ikke, hvor dens Hjem er, men at det
ikke kan være her, det siger et uimodstaaeligt Instinkt,
det siger den dybe, mægtige Længsel, som bydende tvinger
dens unge Yinger til at brede sig. Og da sporger den
ikke længer, om disse uøvede Vinger ogsaa formaar at
bære den, og om der ogsaa fører en Vei gjennem det
lysende, vinkende Fjerne foran den; da spørger den ikke
længer efter, hvad der maatte blive igjen bag den af Nag
og Græmmelse, efter de andres Vrede eller Tamhed; —
den breder kun i Taushed Vingerne og Svæver ud i det
ubekjendte, umaalelige — for at ombytte den store
Legestue med et Alt.
Men maaske kommer der ikke noget saadant
Lykketræf. Ingen Storm river op Portene til dens Fængsel,
intet Vindstod trykker dem ind med voldsom Magt. Den
voxer lii, lever, ældes og dør endelig hen, — altid paa
det samme Loft. Ved omhyggelig Dressur har man lært
den at anse de ormstukne Trævægge for uoverstigelige
Skranker, Husdyrverdenens Tugt og Orden for
uforanderlige Naturlove. Man lærer den at holde alt det,
der kulisseagtigt er bygget op omkring den, for den store
og eneste Virkelighed, udenfor hvilken der intet gives.
Lidt efter lidt vænnet til at føie og underordne sig,
bestræber den stakkels Vildand sig for at efterligne
de tamme Skabninger i Lydighed og tilfreds Behag, for
at blive Herre over de stærke, ivrige Vinger, som om
Natten breder sig i underbare Drømme og utaalmodig
I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
