Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Alving
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1-2
Henrik Ibsens Kvindeskikkelser.
hun dog for første og eneste Gang lykkelig, — lykkelig
over at turde elske, at kunne udøse al opsamlet,
tilbagetrængt Ømhed over et kjært Væsen, frivillig at faa
bringe Ofre i Moderkærlighedens Hengivelse, istedetfor,
som før, viljeløst at ofres for en afskyet Pligt. Og i
denne store, lykkelige Kjærlighed gjør hun endnu en
Indrømmelse til den gamle overleverede Pligt; til Ære
for denne vil hun endnu i et sidste Punkt undlade at
give Sandheden Æren —: det er Faderbilledets
Helligholdelse i Sønnens Tanker, hun vil hegne om, — den
sidste stille Forskaanelse af den Levende som af den
Døde.
Osvald synes fuldt ud at retfærdiggjøre hendes
Moderstolthed. Han er ude i Verden bleven en stor Maler,
vakker og flink. Alle hans Billeder aander Solskin og
Livslyst; alle »dreier sig om Livsglæden.«
Saa har i ham Faderens udsvævende Nydelsessyge
faaet kunstnerisk Forklarelse, som om den sjælelige Arv
fra Moderen havde hvilet derover som noget fornemt,
stille og aandiggjorende. Men denne Moderens
Velsignelse formaar dog ikke at hæve den Forbandelse, som
hviler over ham fra Faderen. I Landlivets
Ensformighed, hindret af Træthed i at nyde Arbeidets, og af det
evige graa Regnveir i at nyde Naturens Glæde, begynder
Osvald at faa Smag for Vin og at interessere sig for
Stuepigen, Regine. Thi mindst aner han, at hun, Datter
af Husets tidligere Tjenestepige, er hans naturlige Søster.
Men Fru Alving ser deri allerede den første Gjenganger
stige op af Fortidens Grav; — Slag i Slag følger nu de
andre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
