Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fru Alving
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1-2
Henrik Ibsens Kvindeskikkelser.
Fru Alvings Løfte om at række ham den forløsende
Gift. Hun vil række ham den; hun vil gjøre det, som i
en symbolsk Handling: tvungen til med egen Haand at
tilintetgjøre, hvad hun har bygget paa falsk Grund, —
ligesom hun hele Livet igjennem maatte fornægte og
tilbagekalde det, hun i viljeløs Vildfarelse havde virket og
værget.
Men som hun i denne sidste Nat staar bøiet over
Osvald, — med Giften i den nølende Haand, — og i sin
uendelige Modersmertes fuldstændige Forladthed
ud-kjæmper sin sidste jordiske Kamp, — da dages det over
Fjeldene. Endnu ruger spøgelseagtige Taager over
Dybene, og fra Dalene stiger som Aandeskygger. Men
den, der formaar at hæve Blikket over disse til de høieste
Tinder, vil se Morgenen dæmre deroppe, sitrende og rød.
For Osvalds dæmrende Bevidshed svæver der som
et lyst Drømmebillede om Lykke og Sundhed, mod
hvilket han længselsfuldt stammer: »Solen!« Ikke saa
for Fru Alvings klare Blik og dybe Forstaaelse. Hun
ved, at hun maa blive staaende i Dybderne, under
Skyggerne, til det sidste; at hun aldrig vil bestige hine solrige
Høider; at kun over hende vil den store Sol gaa op,
undende hende et Blik opad i dens Klarhed — og
dermed Forløsningen.
Thi for hende er det erkjendte Ideal ikke mer det
samme som det af Noras kampberedte og seiersikre
Ungdom søgte og tilstræbte, — et Fremtidens Under,
som endnu skjuler sig i den fjerne Horisont. For Fru
Alving gives der ingen Fremtid, ingen Horisontlinje,
hvor Himmel og Jord underbart synes at smelte sammen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
