Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hedvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
6 2
Henrik Ibsens Kvindeskikkelser.
kommende med Lapper og alskens Skrammel er blit
op-staset til en Art fantastisk Skinverden. Men Hedvig, for
hvis barnlige Jubel Loftet med dets Graner, Fugle og
Hugekasser endnu fremstiller et Stykke ægte Poesi,
formaar ogsaa at se op til Hjalmars Fraser i troende
Tilbedelse, netop fordi Forstillelse og Løgn er hende selv
saa helt fremmed.
Det falske og laante bemerker hun endnu ikke; hun
ser kun de sjeldne Solstraaler af zart og sand Stemning,
som glider hen over Hjalmars Sind lig de sparsomme
Straaler, der ogsaa undertiden kaster forklarende Lys
over Loftbodens Skrammel. Det er ogsaa hendes eget
lille hengivne Hjerte, som hyppigst forstaar at fremlokke
saadanne Stemninger i ham. I hin Scene i anden Akt,
hvor Hjalmar ved Floitespil for en Stund soger at glemme
Hverdagslivets Misere, er det hendes Haand, som bringer
ham Fløiten, at der for nogle Øieblikke maa svæve en
blod og ren Melodi hen over hans A’æsens skrigende
Misklang.
Men indeslutter Hedvigs store Kjærlighed og
Beundring ogsaa den stærkeste Opfordring til Hjalmar om
ikke at gjøre hendes Tro tilskamme, saa indeholder den
tillige en truende Fare for Hedvig selv. Netop den
barnlige Afhængighed, med hvilken alle hendes Tanker og
Haab endnu bunder i Faderen, formaar pludselig og
uformidlet at forvandle hendes Barndoms fredelige Idyl til
tragisk Kamp og Konflikt. Thi de lyse, glansfulde Farver,
i hvilke hendes Fantasi ser Faderen, er ligesaa sikkert
bestemte til at blegne og vige for en forvirrende
Dunkelhed som hun selv paa Grund af en snigende Øiensygdorn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
