Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rebekka
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rebekka. 91
Og uhyggeligt svarer den landlige Overtro gjennem
Husholdersken Madam Helseth’s Mund: »Jeg tror nu
det, jeg, Froken, at det er de Døde, som hænger saa
længe ved Rosmersholm! — Ja, det er næsten at sige.
som om de ikke kunde komme sig helt bort ifra dem,
som sidder igjen.«
Det klinger som en profetisk Aandestemme. Hvad
der i Rebekka kun er Vemod over Rosmers Svaghed,
det blir i den nedarvede Overtro til Spøgelsemagter,
som uafviseligt nærmer sig. Og som den Skygge,
Begivenheden kaster foran sig, glider den Døde aandeagtig
forbi, som et Billede i tunge Drømme.
Her sættes i Virkeligheden fra først af den
rosmers-holmske Tragedie ind i Dramaet. Den stiger op med
Beates Skygge og kunde ligesaa godt hede »Beates
Hævn« eller »Beates Gjenkomst«. Thi hvad der,
billedlig betragtet, ligger i denne overtroiske Forestilling,
gjenspeiler, som vi ser, nøiagtig en tragisk Proces i Rebakkas
Sjæl.
Da hun beseirede Beate, slog hun den værgeløse
ned uden Betænkning, som med et Næveslag, — med
den stærkeres brutale Ret. Beate maatte ikke alene
rømme Lykke og Rige, men i en langt dybere og videre
Forstand end Rebekka vidste og vilde det aabnede hun
for denne ved sin Bortgang Rosmers inderste, fineste
Sjæleliv. Ja, endnu mer, hun maatte lade det yderste
ske, for at Rebekkas vilde Lidenskab efterhaanden
gjennem Rosmers Indflydelse kunde optage i sig alle
Beates tine og skjønne Træk, saa at hun dobbelt
formaaede at erstatte denne; — ogsaa dette sidste, helligste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
