Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rebekka
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rebekka. 95
Selvplageri, da gaar Rædslen langsomt og isnende ogsaa
over i hende. Og det forgangne stiger paany op for
hende, ikke bare i hendes egne pinefulde Erindringer,
men tillige i de Billeder, Rosmers ængstede, følsomme
Fantasi fremmaner deraf; hun hører Forgangenheden
tale til sig med hans Stemme, ser paa den med hans
Blik.
Det er egentlig ingen Angerens Kval, hun føler.
Omslaget i hendes Sind er ikke fremgaaet af Anger,
men af en Tilvænnelse og en Afkræftning; da hun følte
sin sanselige Lidenskabs .Magt vige, var hun ingen
bodfærdigt sonende, men en lidende og en udmattet.
Enhver Anger kan kun for saa vidt være ægte og virkelig,
som den Forandring er det, der i Menneskets Sind
fremkalder Beklagelsen over den paagjældende Handling.
Men Rebekka er ikke i Sandhed forvandlet til et nyt
Selv; clet er kun det gamle Selv, som er blevet svækket
og fremmed for hende gjennem en fremmed Aands
spøgelsesagtige Indflydelser. Hendes Anger er
Spøgelserædsel, — Rædslen for at se sig selv do. Hun er intet
Forvandlingens Symptom, men et Opløsningens.
Og netop dette gjør Rebekkas Forhold til Rosmer
saa haablost. Det tilintetgjør enhver Mulighed for
nogensinde at begrave Fortiden; thi enten er
Rosmersholms-aanden mægtig i Rebekka, — og da staar hun under
Skrækken for sin egen Forgaaelse, under
Nødvendigheden af at forsage og resignere; — eller ogsaa sætter hun
sig ud over alt, tar sig endnu engang sammen til en
Elsken og en Begjæren, til en Beilen til Lykken, — men
da er hun atter den Rebekka, som hun var. Thi kun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
