Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rebekka
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rebekka. 109
skabende Energi; der er ikke det mindste Korn deraf,
som ikke pligtivrig blev udsaaet, paa det at det maatte
blive frugtbart og hjelpe Ideal og Virkelighed til at voxe
sammen til et organisk Hele. Det er dette, som gjør
ham saa kjernesund og sikker i sin Optræden. Og
derfor er der i Kroll, ligesom ogsaa i Rosmer, disse to
Traditionens Repræsentanter, en Magt, som Rebekka og
Brendel mangler, nemlig den Magt, der følger af
Opdragelsen gjennem Idealet, og det er denne Mangel, som
gjør, at de saa haabløst maa gaa tilgrunde.
Men medens Brendel ved det Skibbrud, han lider,
altsaa mod sin Vilje bekræfter dette, erkjender Rebekka
villig, at der har manglet hendes Frihed et idealt
Moment, og at hun derfor har været udygtig til at sætte
noget eget op imod Rosmers traditionelle Bundethed;
saa sygnede hun hen ved hans, hendes egen Vilje
fuldstændig fremmede Idealer. Men idet hun paatager sig
denne Sygdom, idet hun saaatsige bortbytter sin stærke,
sunde Natursjæl mod en zart, forædlet Menneskesjæl for
den Pris at sygne hen og do ved den, — forener hun
sig for altid med Rosmers Verden. Og Rosmer,
omendskønt ligesaa ude af Stand til i Sandhed at optage
hendes frie Naturkraft og i sig smelte Modsætningerne
sammen, forbinder sig igjen med hende. Trods det, at
de maa de ved dette Forbund, trods det, at Døden
eiden eneste Prest, som formaar at indvie denne det
Ufor-enbares Pagt, formæler Rosmer sig med hende:
»Rebekka, — nu lægger jeg min Haand paa dit Hoved og
tar dig til .Egte som min rette Hustru!«
Og i dette sidste Billede peger de langt ud over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
