Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - 3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
235
forsøker at opføre sig frisindet mot deres moralbe»
greper.
Men tilslut maatte hun jo si Torvald, hvortor
hun ikke vilde bli paa Vestlandet. Blandt andet var
hun rædd for at det skulde trække hendes skilsmisse
i langdrag, hvis Frithjof eller hans forældre fik vite
om den nye som var i anmarsj. Saa vilde selvfølge*
lig Torvald ha hende til at bekjende: det var hun
som selv hadde en anden i kikkerten, det kunde han
saamen ikke fortænke hende i, men siden han var
hendes sakfører maatte hun fortælle ham det som
det var. Han mente det godt nok, men det var
ekkelt.
Saa reiste hun altsaa avgaarde paa Aslaugs op*
fordring. Det blev bare til at hun maatte sitte hos
det dødssyke mennesket som aldrig blev færdig med
at vrænge sig ind ut. De pengene hun hadde faatt
for forretningen sin, og som hun hadde tænkt at
begynde ett eller andet for, de smeltet sammen i en
rivende fart. Hun orket ikke si nei heller naar As*
laug laa der og var rent tullet av rædsel for manden
sin, om han skulde faa vite noget om disse regnin*
gerne som kom til hende. Han holdt hende paa
det dyre sanatoriet, og det gik i det hele ikke an at
si, han hadde været knegen mot hende, men orden
i pengesaker holdt han strengt paa.
Midt oppe i alt dette skjønte hun saa, hun blev
nødt til at snakke med en læge eller en jormor. Hun
valgte det sisste, det var billigere og likesom ikke
saa alvorlig. For om det skulde være noget virkelig
iveien med hende det turde hun ikke tænke paa
engang, hvad skulde det bli av Karlemand da —.
Men hun syntes, hun hadde ikke været saa elendig
og modløs i hele sit liv som den stekende hete au*
gustdagen da hun slæpte sig opfor alle bakkerne til
Bøtun. Sisst kom hun da op paa høiden og saa
hele dalen liggende under sig nordover og sørover,
med den blanke elven i bunden og ølrøken dirrende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
