25 «Aa, du ser han er kommet litt ut av kurs med oksene sine. — Han har vel ikke beregnet strømmen tilstrækkelig! — Se naa i vestnordvest, saa faar dere vel øie paa'n!------------Nei den karen lægger sig nok ikke til at drukne hvor der er saa litet vand som her! -------------Undres rigtig paa hvor langt vest han har været ?» De to andre fulgte retningen. Og det var rigtignok: der kom et følge sneglende vestpaa vidden. «Jamen trur jeg ikke vi har dem der!» sa han Hans Olsa lavt, og det var mest som han ikke turde slippe glæden til. «Der er de! — Nei aa nei —!» ropte konen. «Det er baade sikkert og visst de er!» forsikret Tønset'n. — «Gaa bare du og sæt paa kaffekjelen din, du Sørrina-mor! — Ho Kjersti kommer straks og har formodentlig noget under forklæet. — — Om en halv time har vi de fortapte faar i folden igjen.» «Visst maa du det, Sørrina!» sa han Hans Olsa. —- «Find det bedste du har.------------Nei du Per, du Per!-------------Og han kommer vestenfra!» — Tønset'n kræmtet, og blinket fordægtig til konen: «Du Sørrina-mor,» sa han lønsk, «du er kanske saa snild at du ser efter, om der ikke skulde være en skvæt igjen paa storflaska hans Hans Olsa! Ja ikke fordi at jeg skal ha noe — kors bevare mig velf --------Men stakkars den kjærringa som har skranglet saa længe? —■ Og med han Per Hansa sit indvortes staar det vel ikke saa rart til heller!» ■— Alle tre lo, Tønset'n mest. Og saa gav han sig til at bære torv, mens ho Sørine gik for at lage til. II. Før halvtimen var omme, kom toget sigende opover skraaningen. Han Per Hansa gik fremdeles fore, Store-Hans ved siden, han Ole ved siden av ok-