60 «Naa gaar du efter ho Lang-Maren,^ henvendte han sig til han Ole. — «Ho ligger i Storkisten. Alt tilbehør finder du i læddiken. — Sæt det altsammen indom døra her. —--------Og hør naa godt efter: Naar jeg plystrer, vil jeg ha det, men heller ikke før! --------Du staar vel ikke og er ræd, gut?» «N—ei.» — Han Ole sprang. Han Per Hansa gav sig til at tække paa huset som om intet var; men øinene stirret mot toget som kom. Han blev roligere efterhvert, spændingen slap ansigtet, som atter fik det halvt snedige, halvt skøieragtige uttryk det altid hadde, naar han var i godt lag. Der kom han Ole med riflen. «Nei,» sa faren — nu lo han — «gaa og gjem de der greiene hvor du fandt dem; den Store-Hans'n er da rigtig en apekat; slik som han holdt paa at skræmme os fra vettet begge tob «Vil du ikke ha børsa?» «Nei da! — Gaa og gjem børsa straks og kom og gaa et erend for mig!» Saa var gutten borte og stod der igjen. Han Per Hansa satte sig paa takkanten og saa vestover, mens han snakket med gutten: «Gaa naa bortover og fortæl ho Sørine hvem som kommer; men naa skal du ikke skræmme livet av hende. — De er jo bare fredelige folk, de som vi. -------------Du kan fortælle hende, at de nok kommer til at raste natta over borte paa haugen her; men er ho ræd, skal ho bare komme.------------Snak saa forstandig at du ikke skræmmer kjærringen!» Han Ole gik. — Han Per Hansa stod nede paa marken og langet torv op paa taket, kløv saa op og la den. Toget fra vest kom langsomt sigende indover mot dem. Han Per Hansa talte vognene og fik fjorten, men var ikke sikker paa at der ilike var flere; den ene kjørte saa nær den andre, og rækken stevnct like paa.--------------------------Aajo, fåret deres laa nok herborte !