87 Ole kom slentrende langt efter, men han Store-Hans var ikke til at se. Kvelden laa nu dyp over vidden. Sydpaa, hvor skyene seg sammen, tætnet det til nat. Liv var ei at se, ikke anden lyd at høre end vinden som suste under lav himmel-----------------Kvelden kom bærende med minder og la dem ned, ■— minder fra fortællinger folk hadde hørt for længe, længe siden, om hændelser borte i et fjernt land. — Der skulde det ikke være saa uhørt at baade folk og fé blev borte saan trolskelig. — —--------Aaja san, — der var nok mangt rart som huserte mellem himmel og jord naar en bare husket paa det! — Men at slikt kunde hænde paa slette prærien, der det ikke var saa meget som en berghammer eller skograbbe, ja det var vel uforklarlig —! — Folk stod der tause og tænkte paa det samme. -----------------«De maa vel være nede ved bækken?* undret endelig Tønset'n sig høit. Saa ens var baade tanker og den triste følelse hos dem alle at ingen spurte, hvad det var han mente som kunde hænde kjørene dernede. Da han intet svar fik, tilføide han i dypsindig traurighet: — «Ja snak om mysterium!* Vinden suste kjølig, slet ut av skybankene en og anden regndraape. Han Sam reiste sig og begyndte at gaa omkring. «Jeg tror naa det,» sa han, «at det er indien som har været ute igjen.* — Dermed fik han alle til at se paa sig. «Vi saa jo hvor rispende gal kjørene blev den kvelden indien kom, og det saa de vel selv, og saa har de været her og lokket dem med sig.--------Den veien er det vi faar lete karer!» — Han Sam talte høit og med en viss bestemthet; han hadde løst gaa-ten for dem, visste det selv og kjendte en overlegen ro.