97 Kvelden kom og bragte hverken han Per Hansa eller kjørene. Folk likte ikke at lægge sig; de gik der og saa og ventet. Alle han Hans Olsa sine sat borte hos ho Beret; Tønset'n og ho Kjersti kom dit ogsaa efter først at ha været indom hos han Hans og ikke fundet liv hjemme. Solum-guttene syntes ikke der var noget at sitte hjemme efter, og saa kom de og.----------------------Nogen hygge var der ikke her heller. Ho Beret gik der saa faamælt og fjern, og saa underlig rolig, mest som om det slet ikke vedkom hende. De maatte undre sig over det 6g. Men da de skulde gaa, sa hun stille, likesom grundende og til sig selv: — «Jeg kan ikke forstaa det her! — Naa er det natta; og her farer han Per Hansa og tumler alene omkring ute i endløysheita! — Og her sitter der fire karer og snakker tia bort? Det er vel ikke mer hans fé end deres. •— Nei jeg forstaar det ikke------------.» Barnet borte i sengen tok til at graate efter faren; moren gik bort og satte sig paa kanten; hun saa ikke paa nogen.-------------—• -— Ordene hendes drev omkring i stuen; ingen sa noget til dem, — det var ikke saa let at finde paa noget at si heller; men uhyggen blev ikke mindre for det.---------------------- Da de andre var gaat og barna sov, reiste hun sig og hængte klær for vinduene, tykke klær som dækket godt. Hun følte hun kunde ikke lægge sig med alt derute stirrende ind paa sig. -— Storkisten trak hun foran døren. XIII. Dagen efter var ikke guttene at faa ned fra hus-taket; de kløv op straks efter frokosten og sat der. Formiddagen led; det blev middag. Han Ole kom ned og fik mat; men han Store-Hans blev sittende. Mo-