MERKENE I GRÆSSET i. Med han Per Hansa bar det længere og længere ind i eventyret, det merkelig rare eventyr, hvori han var baade kongen og prinsen og eide al herligheten selv. Og det var med dette som med de andre: det blev morsommere og mer dyrebart umistelig jo længere indi det bar. Han var som barnet som altid sier: «Mer, — merb Han kunde ikke være iro uten naar han blev for træt og sovnet fra det. Det hændte ikke ofte, for det var for morsomt til at bli træt av. — Og saa blev det vakrere, med sterkere sol over slottet, jo længere det led. Hvordan kunde vel han Per Hansa faa stunder til at sætte sig ned? Gik han ikke her paa 640 inaal av den bedste muldjord i verden, som blev hans fastere og fastere for hver dag som gik, og for hver faar han fik lagt op?--------Han saa paa jorden og lo, lo godt som til noget vakkert og morsomt. — Slik jord da! Bare at sætte plogen i og snu lorven, saa laa akeren der. — Slet ikke var det her almindelig jord som gav bare byg og havre, poteter og høi, og den slags almindelige saker; aanei, denne var nok langt finere og lækrere; den var for liveten, ja for hveten altsaa, selve kongen blandt kornsortene! Denne jorden hadde Vorherre skapt netop for det ædle frø, og her gik nu han Per Hansa paa 640 maal som han eide selv! — En lokkende, vakker tanke var begyndt at dæmre for ham —: Denne kvarten her var bare til aker; kvarten som laa jevnsides paa øst, til kreaturer, havn