125 puste paa, ellers kom han enten til at skrike eller svælge rangt, og han grep ham haardt i armen. — «Kan du fortælle mig hvad de sierb «De sier de har tat alle kvartene som ligger mellem bækken og sumpene vestpaa her, to kvarter i bredden.--------Og de snakker saa fælt at du skulde aldrig hørt værre, truer med mord og brand og statsfængsel!* — «Hvad tid var de her?* «Ifjor sommer, og senhøstes og nu ivaar!» «Hvad dyrkning har de gjort for at opfylde loven?* — Han Per Hansa spurte rolig og sindig. «De sier de har faat utsættelse fra regjeringen fordi de er soldater fra borgerkrigen! — Har du hørt værre!» «Be om at faa se papirene!» «De sier de har papirene, og vi skal faa se dem imorgen h--------------------- «Da kan vi jo simpelthen gaa hjem og lægge os!j> sa han Per Hansa rolig; «men spør dem endelig om de ikke trænger poteter!» la han til, skøieragtig spydig. Tønset'n var atter borte i diskussionen, og hørte intet av det naboen sa. Alle mændene hadde reist sig; de som stelte bortved vognene, kom borttil; der dannet sig en trang ring om de to. Han Per Hansa stod taus, med den slukkede pipen hængende i den ene mundviken; han overfor hvert ansigt; fik han fat i et par øine, tok han godt tak og holdt en stund før han slap. «Naah,» sa han tørt da han hørte at nu maatte Tønset'n faa puste paa igjen, «vil de ikke kjøpe poteter hos os?» «Du skulde bare høre hvor fælt de snakker! — De sier de behøver ikke vise papirer til slikt tyvepak som vi!» «Nei nei. — — Har de merker her ogsaa?» «Paa begge kvartene!» —