127 «Aaja, du faar prøve det; men det skal jeg si dig, Syvert-far, — med de karene hjælper hverken Katkjisma eller Forklaring, — for de gaar ikke efter skref ta! s> Tønset'n sukket tungt og langt. — «Aaja! — Mangt skal en naa komme ut for!-------------Og saa snakket de saa fælt at det var grøselig!» — — — Da de skiltes, blev de enige om at møtes tidlig næste morgen og samraades om hvad som kunde gjøres. Han Per Hansa skulde varsku Solum-guttene og han Hans Olsa, og faa dem med sig alle tre og komme til Tønset'n. «Men sig naa endelig ikke noe til ho Kjersti om hvordan her staar tilb advarte han Per Hansa. — «Du skal bare se, at faar kjærringene tak i det her, blir de saa forskræmte at de flyr fra os.--------Og vi skal nok greie det, skal du seb-------- VIII. Han Per Hansa gik hjemover, og var et helt andet menneske end det som var kommet til Tønset'n for et par timers tid siden. Hint var en av tunge bekymringer nedtrykt mand; denne gik her let og glad, og svært vel tilfreds med tingene som de artet sig. Sindet blev lysere og mer straalende efterhvert som han fik regnet ut og lagt sammen. Alt blev klart og kom ut rigtig.--------Dette var altsaa skarvepak, og han var saa glad at han gjerne kunde takke Vorherre for det. — Hadde de hat rent mel i posen, var vel ikke papirene deres længere unna end at de kunde ha fundet dem ikveld. —--------Aanei, en behøvrie bare at se paa de ansigtene!--------Han fandt en stub av en gammel polka som det var slikt sprættende liv i, og begyndte at plystre den.-----------------At de ikke tænkte at jage ham bort, spillet ikke med i glæden. Men nu følte han sig atter som en skyldfri mand, og kjendte sig saa let at han gjerne kunde flyve. —