142 Irlænderne og deres færd blev længe et staaende samtaleemne i det lille nybygge. Men naar de kom paa tale, tidde ho Beret; de andre sin glæde fik hun ingen del i, for der var visse omstændigheter hun ikke -vandt sig bort fra; jo længere hun saa, des styggere blev det —: — — Han hadde ødelagt merkene, og merkelig nok: det nævnte han ikke for nogen, — end ikke til hende sa han det! — Aanei, han skammet sig vel. — Vel nok var merkene sat der paa ulovlig vis, men sæt nu det hadde været anderledes, — vilde han ikke handlet akkurat likedan?--------Var dette det menneske hun engang var saa sikker paa der ikke fandtes ondt i? — Hadde han altid været slik? — — Og her kunde let gaat med menneskeliv, —■ det og var blit hans skyld. — Allikevel gik han her og var bare glæde over det som var hændt! — Men det hadde sig vel slik: dette øde kunde ikke andet end fremkalde alt som var ondt. — Her laa land paa tusenvis av mil, akkurat saa godt som deres; saa kom disse mennesker, og straks vilde de ta det som allerede var tat, og mente det gik an bare fordi de var de sterkeste; — — hendes egne hadde brukt rænker og magt og drevet dem bort, og nu var altsammen saare godt! --------Hvad skulde det vel bli av barna som vokste op i denne luft? — Og av deres barn?--------Hun saa hvordan guttene fraadset i beretningen om det som var hændt, og det grøs i hende. Nei, hun kjendte én som ikke dudde her! — Det var en eftermiddag nogen dage efter optrinnet, at irlænderne kom til han Per Hansa og kjøpte poteter. De blev der en hel stund, spurte om mangt og meget, som guttene tolket for faren saa godt de kunde, og han Per Hansa syntes det var et udmer-ket folk.