150 med folk?--------Men ikke kunde han snakke med ho Kjersti om det, og ikke kunde han komme sig ut heller, — der laa mand i mand og snorksov fra sengen like til døren.------------- Da sogningene og vossingene kom sig ut av stuen om morgenen, saa han og ho Kjersti slap ut av sengen, trodde ikke Tønset'n at han hadde smakt søvn om natten; men det følte han klart, at nu stod han op til sit livs største alvorsdag. Han hadde ikke tid til at spise frokost, sanste knapt paa ho Kjersti da hun kom ut og sa den var færdig. Han var dypt inde i samtale med vestflytterne om landet herute ved Spring Creek.--------De agtet vel ikke at dra derfra uten at se paa det! — Hvad? — Ned, for det vilde altsaa være et stort feilgrep.-------- Han skulde nok være med at vise dem; de kunde ikke faa non bedre, det turde han vei sige, for her var han kjendt.-----------------Det var han som hadde opdaget dette sted, den første til at vælge, den første baade til at bygge og flytte ind. Og han skulde vel mestsom vite hvad han gjorde da han slog sig ned akkurat her, — han som hadde været baade i Fax River, i Muskego, paa Kaskeland og over hele Minnesota, ja og over store strækninger av Dakota Territory med!------------Tønset'n berettet om turen han hadde gjort ifjor høst. Landet rundt Vermillion kjendte han godt til; Yangton hadde han set med egne øine. Her stak han ind en liten rispe han hadde sveiset sammen inat, — det var ikke akkurat sandt, men det kunde godt hændt! — Han berettet om en mand han traf i Yangton, en utarmet skotlænder, som hadde prøvet det i hele to aar oppe ved James River-traktene. Men indien og loppa var saa besæt at han maatte derfra. Det var gaat rent galt med manden. Kjærringen hadde daua, og kua hadde indden stjaalet! — Tønset'n berettet denne tildragelse med en viss begedstret med-lidenhet.