202 til synene tok baade dem og ham, søkte paa alle vis at dra hende med i praten, og saa lykkedes det ikke. Nei, han greide det ikke hvordan han end for aat. — Og han følte det: det var ikke det, at hun ikke vilde, men hun vandt ikke! — Smerten gik som et sug gjennem ham: Gode Gud, var hun blit saa av-kræftet! Og saa vandt hun ikke ta mat til sig heller. --------------------------Ho Beret sat der i stuen med dem, var ikke mer end fire skridt borte, og var allikevel langt unna. Han snakket til hende, bare til hende nu, men kunde ikke faa hende over den ring som laa rundt hende. Da han opdaget det, gjorde det ham saa vondt at han kunde skreket. —------------------Og saa var det dette, at tingene blev borte for hende, rent borte, fast de var der. Han hadde set det flere ganger, og ikke lagt videre merke til det; men det samme vedblev at gjeiita sig til han maatte se —: Hun kunde lægge en ting fra sig, komme straks tilbake, og bli gaaende og lete efter den. Tingen laa hvor hun hadde lagt den. ■— Dette hændte som sagt ofte. Somme tider maatte de le til hende allesammen.-------------<E mein auen dena e i veien, mor!» ropte han Store-Hans og lo saa hjertensgodt at han fik de andre med. Men han Per Hansa merket snart, at hun likte det ilde, at de lo til hende. — En dag gik hun og lette efter saksen. Hun hadde sittet ved ovnen og lappet paa et plagg, hadde reist sig for at stikke mer i, og da hun satte sig, kunde hun ikke finde saksen, som hun holdt i haan-den. Hun lette og lette. De andre maatte til at hjælpe hende. Pludselig opdaget han Ole saksen i haanden paa moren, sprang til og rev den ut; — — — gutten brølte av latter. Da brast hun i sterk graat, la alt fra sig og gik bent tilsengs. — De sat der og var ilde ved alle tre. Men somme tider hadde hun rider da hun var usædvanlig kjær mot dem allesammen, — især mot