210 snild at se bortover til ho Beret, — ja, det maatte helst være straks! — Stod noe paa? vilde ho Sørine vite. — Nei, ikke akkurat paa den maaten; — — endda det visst var tia naa. — Men ho Sørine skulde bare tru det ikke var saa morsomt for hende som sat der alene og ikke kom utom døra. Ikke saa hun folk og ikke hørte hun folk! — — Aa ja, hun skulde gjerne se bortover! — Kunde hun ikke gaa straks? — Hastet det saa forskrækkelig da? For da var det bedst at han gik efter ho Kjersti med det samme, — den jobben vilde hun ikke være alene om! — Nei nei, — nei, det var ikke det! Ho Sørine var inde og tok paa sig, kom ut igjen og var færdig til at gaa. — Han fulgte hende et stykke. — Skulde han være med? stanset hun og spurte. — Nei det skulde han nu ikke heller; han hadde meget at snakke med han Hans Olsa om ikveld. — Det var bare det, at hun som forstod sig saa godt paa alting, hun maatte se godt efter ho Beret.--------Og saa maatte hun ikke skynde sig denne gangen! Det gode forstandige ansigtet til Sørine saa bent ind i hans. «Jeg kan høre du er rigtig ræd for kjærringa di ikveld, Per Hansa. — Det er vakkert av dig, skal jeg si digb «Gud inderlig velsigne dig for de ordene, Sørine!» Han Per Hansa kjendte sig som et nyt menneske, men han orket ikke se op. «.Teg skal si dig en ting, Sørrina: Jeg er ikke halvten saa ræd for hende som for mig selv. — Idag hadde jeg nær lagt haand paa hende, saa fin en kar er jeg, — naa vet du det! — Gaa naa med dig!» <Det skulde du rekti hat stryk for, Per Hansa'» lo hun, men var alvorlig i samme nu: «Aaja, verden kan bli strid for non og hver.--------------------------------