221 — Her var hun da kommet til verdens ende. Det blev hende tilsidst saa soleklart: Hun kom aldrig til at staa op av den sengen hun snart skulde lægge sig i. -— Det var slut nu for hende. — -— Hun maatte saa ofte mindes kirkegaarden hjemme.------------Den ja, ingen sak der! — ■------------ Rundt den laa der et bredt, solid stengjerde.------------ Muren var tyk og god. En kunde ikke tænke sig noe mer solid end den in uren. Hun hadde ofte sittet paa den mens hun var litajenta hans far. — — — — Midt inde paa kirkegaarden stod kirken og vernet tilforladelig sikkert om alt som laa rundt om. — — Der var ingen rædsel ved stedet; — hun kunde godt huske hvordan smaaguttene hadde hoppet over gravene, og det var saa trøisamt at hun selv maatte være med.-----------------Indenfor den muren laa der mange av hendes og sov —: to brødre hun ikke kunde huske, en smaasøster hun mindtes svært godt, endda det var saa længe, længe siden. — Og der laa baade farfar og farmor, morfar og mormor, og han gammelmorfar — alle de gravene visste hun av. Der laa slegten hendes samlet i slegtled efter slegtled opover, — mange flere end hun hadde greie paa. — ■— — Rundt omkring kirkegaarden stod en række gamle, alvorlige trær og saa taust ind i freden og stil-heten derinde.-----------------De gav god ly, de trærne! -------------Nei, hun kunde ikke forstaa hvor han vilde stikke hende ned her? — Og nu blev det midt paa vinteren ogsaa, — jorden laa frosset? ■— -— •— ■— Hvordan vilde han fare aat?--------------------------Bare han nu tok sig god tid og grov dypt, — ulvene hylte nifst om nættene.-------------Hun skulde snakke med ham om det her, det fik ikke hjælpe; — men det hastet vel ikke endnu. — — — En dag blev ho Beret gaaende længe ute. Hun var borte hvor vedhaugen hadde ligget, inde i vedhuset de hadde bygget, gik derfra til fjøset, og saa tilbake igjen.-----------------------Hun forstod ikke