Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans høihet elefanten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
195
som kaldte mig en skrønemaker. Like i
begyndelsen av marsjen blev jeg klein som et fæ. Jeg
hadde et hælsaar, men jeg vilde partout holde trit
med regimentet og andet slikt vrøvl. Tilslut laa jeg
overende med et hul i hælen, som du kunde ha
drevet en teltplug ind i. Jeg har præket om det
til rekrutter siden, fankeren saa ofte, for at lære
dem at passe paa føtterne. Vor doktor, som var
like godt inde i vort fag som i sit eget, han siger
til mig midt i Tangi-passet: „Det er det rene
skjære fordømte sluskeri," siger han. „Hvor ofte
har jeg ikke sagt dig at ingen marsjerer længer
end føtterne bærer ham — føtterne — føtterne,"
siger han. „Nu maa du paa hospitalet," siger han,
„i tre uker, til utgift for dronningen og plage for
dit land. Kanske du næste gang," siger han, „vil
helde paa fotklutene litt av den whisky du helder
i strupen, og litt av det fett du kliner i haaret."
Og jagu hadde han ret. Saa snart vi naadde
enden av Tangipasset, maatte jeg paa hospitalet; jeg
hinket paa en fot og var ved at fly i flint av
ærgrelse. Det var et feltlasaret — bare fluer og
indfødte pilletriilere og salve — som de hadde lagt
like i den øvre ende av Tangipasset.
Dækningstroppen var ute av sig av sinne mot os syke som
holdt dem fast der. Og vi var ute av os av sinne
fordi vi maatte ligge der. Og gjennem Tangipasset
malte det som i en kaffekvern, dag og nat og nat
og dag, fotfolk og hestfolk og kanoner, intendantur
og træn og telter uten ophør. Sykebaarer kom
dansende gjennem passet, det ene snes efter det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
