Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Paa Greenhow-haugen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
233
Hverversersjanten stod og ventet paa mig ved
kaféen paa hjørnet. „Naa," siger han, „har du
hilst paa kjæresten?" „Ja, jeg har hilst paa hende,"
siger jeg. „Jaja, vi faar ta os et glas øl nu, og
saa faar du gjøre dit bedste for at glemme hende,"
for han var en av disse flotte, feiende fyrene. „Ja,
sersjant," siger jeg. „Glemme hende." Og jeg
har prøvet paa det i alle disse aar."
Han kastet fra sig den sammenkrøllede klynge
hvite violer, mens han talte. Ortheris la sig
pludselig paa knæ med riflen til skulderen og stirret
tvers over dalen i det klare aftenlys. Han trykket
haken ned mot geværet, og der gik en trækning
gjennem musklerne i det høire kind, da han sigtet.
Menig Stanley Ortheris arbeidet i sit fag. En hvit
flek klavret op langs bækkefaret.
„Ser dere figuren? .... Truffet."
Vel sekshundrede meter borte og knapt to
hundrede meter lavere nede i dalen faldt desertøren
fra aurangabadierne forover, rullet nedover et rødt
svaberg og laa ganske stille med ansigtet i en klynge
hvite gentianer, mens en stor ravn flakset ut fra
furuskogen for at anstille visse efterforskninger.
„Det var et fint skud, smaaen," sa Mulvaney.
Learoyd saa tankefuldt paa røken som trak
bort. „Kanske der var et pikebarn med i spillet
her og," sa han.
Ortheris svarte ikke. Han skuet ut over dalen
med et smil som kunstneren, naar han ser paa sit
fuldendte verk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
