Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
30
Karasjok med den herverende Lensmand og med Kirkesangeren og Skolc
lererne.
Den 4de April forlod jeg Karasjok i Selstab med nogle Finner,
som vilde til Hcmdelstedet Nyborg i Varcmgerbunden i Vstfinmarken.
Efter sex Timers munter Kjorsel, havde vi tilbngclagt sex Mile; samme
Aften meddelte jeg Sacrcimentet til tyende sengeliggende Fruentimmere.
Dagen ester havde jeg kirkelige Forretninger paa fire forskjellige
Steder; om Aftenen tog jeg ind til en russisk Understar, et god
modigt og gudfrygtigt Menneske. Her holdt jeg Aftencmdngt for en
lille Forsamling. Dagen efter traf vi paa Veien over Utsjokfjeldet
en Nenby paa 1500 Ren, som var paa sin Flytning, og tilhsrte en
ung sortlottct russisk Fjeldfin, med et serdeles livligt og godlidende
Ansigt. leg kunde ikke kjore Utsjoks gamle erverdige Klokker forbi,
uden at hilse paa ham, og jeg stcmdstde derfor udenfor hans Bolig,
og gik ud af Pulken. Jeg traf ham paa Elven, og gik hen og
talede med ham. „Gamlingen stal vel have en Farvelstaal?" sagde
min Forer til mig; paa mit bejaende Svar, hentede han Dunken ud
af sin Kjeris, skjenkede i Begeret og sagde: „Da Presten selv itte
smagcr Brendevin, sta siger jeg paa Prestens Vegne og i hans Navn :
Skaal Gamle!" og i det samme skottede han til mig med polisk sver
gende Blik. leg lo og nittede. Nu satte han Begeret for Mnnden,
og tomte det med megen Verdighcd. Derpaa fyldte han igjen Be
geret, forn han rakte mig, for at den Gamle stulde modtage det af
min Haand. „Skulle ikke ogsta vi have Noget?" spurgte Felget.
„Det er cn Sag mellem Presten, mig og den Gamle, og vedkommer
itte Andre", svarede min Skydsmcmd med megen Gravitet. Man 10,
og vi kjerte videre. Da vi kuns havde en Mils Vci igjen til Polmak
raabte jeg: „ale vuost! nlo vuozt!" leg sagde nn til Forkjereren, at
han stulde uddele Dunkens Indhold til Folget: Tobakken derimod
overleverede jeg til Uddeling til ham, i hvis Hus jeg havde tilbragt
Natteu, da jeg kom sta Karasjok. Nu blev det lystigt og muntert.
Med megen Verdighed bod nemlig Fercren det hele Selsinb at samle
sig om ham; han fyldte Begeret og holdt folgende Tale med komisk
Alvor: „Den fsrste Dram tilkommer mig, fsrst fordi jeg som Pre
stens Forkjorer er den forste og ypperste Mand i Laget; for det Andet
kunde Dunkens Indhold muligens ikke strekke til Alle, og lidet vilde
det somme sig for den ypperste Mand i et Lag, nt gan med en tor
Mnnd ud dernf. „Drik Forkjorer!" raabte Selstabet. Nu tog han
Hnen af, vendte sig hen til mig og sagde: „Skaal kjere Prest!"
satte sta igjen Hueu paa, vendte sig til Selstabet og stgoe: „Sknnl
kjere Venner?" Enstemmigen erkjendtes nu Prestens Neidemcmd, o:
Stockfleths Dagbog. 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
