Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47
han Yren hsit i Veiret. Men nu maatte der, og det styndsomft,
gjores endnu mere Plads, fsrend han vovede at begynde Hugningen,
og i det trange, overfyldte Telt, hvor man sad tet stuttet til hinan
den, kom nu Alle, Mennesker og Hunde, i Bevegelse og maatte saa
godtsom legge sig over hverandre, og dette var ny Anledning til mun
tre Indfald og Latter. Med komisk Alvor lod nu den knelende Kjod
hugger Yren falde, og det forste Hug stede. Med ikte mindre gra
vitetisk Alvor havde et Par Hunde sat sig san ner, som det blev disse
stntkels Dyr forundt, rykkende sna smnat nermere og nermere; stik
kende sig om Munden betragtede og forfulgte de med begjerlige
Blitte de afhugne Kjodstykker, der kastedes i Gryden. Et barst Af
veien og et Puf maatte stundom til, for at holde dem i behsrig Af
stand fra et eller andet Kjodstytte, der ved Afhugningen tom i deres
Nerhed, thi paa ethvert Hug floi et Kjodstytte afsted; hvis Kjodhug
geren anvendte mere end et Hug for at faa et Stytte los, blev han
udleet; men dette anfegtede ham imidlertid ikke; forst da han kastede
det sidste Stykke i Gryden, kom der et Smil igjen i hans Ansigt,
og nu sik vi da igjen Adgang tit at indtage vore havte Pladse.
Gnister og brendende Flisstykker fore En bestandig i Ansigtet og
paa Klederne, og saa ofte En blev brendt, lo de Andre saa lenge,
indtil at den Brandlidte maatte le med. For en brendende Flis
mig i Ansigtet eller paa Klederne, saa lo man ikte, og de Nermcste
hjalp til at borttage samme, men aldrig saa snart saa man mig smile,
fsrend den hele Forsamling 10.
Saasnart som det, efterat jeg var tommen ind i Teltet, var ble
ven mig muligt, havde jeg tåget min Sprog-Dagbog og Blyanten
frem. „Presten skriver" hortes nu af En og Anden, og ofte gjorde
Finnerne selv mig opmerksom paa Ord og Talemaader, som de maatte
formode vare mig übetjendte. Forekom der da et Ord, som jeg havde
Vanstelighed ved rigtig at fatte og ndtale, saa vilde man stave samme
for mig, men da ingen af dem kunde stave, saa foranledigede dette
stor Moro, og havde man ikke leet for, saa lo man nu.
Imidlertid var Kjodet og Suppen bleven togt, og Hans Andreas
Johnsen, — saa hed han, som det allerede i Polmak var afgjort, at
jeg forst stulde besoge — rettede an, og lagde naturligvis det aller
fedeste Stykke paa mit Fad. Jeg takkede, men bad om et Stykke,
der var noget mindre fedt. „Ia saa, Presten fortetter, at han ikke
spiser Fedt", sagde han, og Alle lo over denne Spog af Presten.
Jeg maatte le med, og dette bestyrkede dem i den Overbevisning, at
det blot var en Spsg af mig. Paa min gjentagne Anmodning lagde
Hans dog et mavrere Stykke ved Siden af det fede. For Spisningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
