Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Diderots Levned - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
taknemmeligt og kærligt menneske, og det synes mig som
jeg har begge disse egenskaber.“[1] Ja, han går så
vidt i at nyde sin egen stemning, at han skriver: „Hvis
min veninde dør før jeg, vil jeg begræde hende og
være lykkelig mens jeg begræder hende.“[2] Han er
så forelsket i sin egen kærlighed, at det vilde være ham
en hjærtesorg om den gik bort: „Jeg elsker kun Dem,
og jeg vilde bringes til fortvivlelse ved tanken om, at
jeg kunde elske en anden.“[3]
Vi forstår, at da Diderot ved sin faders død 1759
rejser til Langres for at ordne hvad ordnes skulde i den
anledning med hans søskende, så følger tanken om
Sophie ham i hans erindring som hendes billede i hans
lomme. Han skriver hyppig og længe — 11 breve i
én maaned, 34 store trykte sider. Overalt savner han
sin veninde. Især når han er alene ude i naturen, bliver
han adskillig mere sværmerisk end det er almindeligt
for en mand, der er på den forkerte side af de fem og
fyrre. Der er især en yndig spaseretur, han foretager
— ned gennem en allé med store løvrige træer, der
fører til en lund, hvor træerne stå uden orden og
symmetri, men under hvis skygge der er friskhed,
kølighed og ensomhed. Der er også en kilde, til hvilken
man stiger ned ad nogle trappetrin. Vandstrålen samles
i en skål, rinder derfra ned i tre bassiner, der ligge i
forskelligt niveau under hverandre. Ved det lavest
liggende findes to blomstrende lindetrær, mellem dem
en stenbænk. Der sidder Diderot om eftermiddagen.
Hans øjne hviler på det skønne landskab — en bjærgås,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
