Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Diderots første filosofiske Skrifter - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DIDEROTS FØRSTE FILOSOFISKE SKRIFTER. , 71
den jo ikke er forkyndt for alle mennesker. Derimod
kan gud med retfærdighed straffe dem, der synder mod
den naturlige lov, ti med den er alle mennesker født.
Den kristne religion påstår, at man kun kan frelses ved
den, men hvorfor skulde gud da nægte så mange
mennesker denne religion? Er han i så henseende en
mindre hårdhjertet fader end den kvinde, som nægter
nogle af sine børn mælken, er en hård moder?*)
Den naturlige religion, hedder det videre, er kærnen
i al religion, ti den forudsættes i alle de åbenbarede.
,Kunde man ikke sige, at alverdens religioner kun er
sekter af den naturlige religion, og at jøder, kristne,
muselmanner, ja selv hedningerne kun er kætterske og
skismatiske naturalister? I virkeligheden skriver al
uenighed mellem religionerne sig kun fra det, de hævde
ud over det naturlige grundlag. Hvis alle hver på
sin vis opgav de sætninger, hvorom der tvistes, vilde
de næsten være naturalister og forlade deres egne templer
for at blive deister.***)
21050269 402600) 271.
**) p. 271 f. — Man mindes her Herbert Spencers ord om den
»Sjæl af sandhed*, som bliver tilbage, når vi efter en sammen-
ligning af alverdens religiøse meninger beholde det, hvorom alle
ere enige. Hvad Spencer tilsist stanser ved er det store my-
sterium, hvad Diderot finder er den naturlige religion. — Diderot
nærer endvidere, som Spencer, den illusion, at i anerkendelsen af
det fælles grundlag skulde tro og viden, religion og videnskab
mødes. De glemmer her, at der ikke kan være tale om nogen
forsoning, hvor den ene af de to stridende parter helt bukker
under. Der er jo nemlig den ejendommelighed ved denne ,for-
soning*, at videnskaben ved sin egen udviklingsgang kommer
til anerkendelsen af mysteriet, at fornuften ved egen hjælp når
til den naturlige religion. Og hvad bliver der af troen, når
den blot går på noget, som kan bevises, begrundes? Det væsent-
lige i al religion er jo dog ikke udtømt med anerkendelsen af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
