Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Literær Kritik, Drama og Roman - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LITERÆR KRITIK, DRAMA OG ROMAN. 155
i sin ellers så slibrige roman ,De indiskrete juveler*
kommer han ind på en lignende kritik. Der er her en
samtale, hvori den person, der særlig udtaler Diderots
mening, bemærker, at de gamle skrev meget bedre end
de moderne, ti i hines stykker er stoffet altid ædelt,
velvalgt og interessant, dialogen simpel og naturlig, og
handlingen ikke så tvungen eller overlæsset med epi-
soder, at interessen deles. Et skuespils fuldkommenhed
beror på en så nøjagtig efterligning af virkeligheden, at
tilskueren stadig holdes i illusion og tror at opleve
handlingen. Men hos de nyere er handlingen så ind-
viklet, at det vilde være et rent guds under, om der
virkelig skete så meget i så kort en tid. Hvad der er
af vid er tusind mile borte fra naturen. Det nytter
ikke, om forfatteren nok så meget gemmer sig bag ved
sine figurer, man hører ham dog bag dem allesammen.
Cinna, Sertorius, Maximus og Emilia er således hele
tiden kun talerør for Corneille.
Har vi således i Diderots første forfatterperiode
vidnesbyrd om hans vågne dramatiske interesse, så
har den dog kun ytret sig spredt og negativt. Efter
ati halvtreserne Encyclopædien er begyndt at udkomme,
får imidlertid disse interesser en mere systematisk ka-
rakter og en mere praktisk retning i hans agitation for
det borgerlige drama. Denne hans virksomhed
for scenen kan netop bedst jævnføres med hans virk-
somhed som udgiver af Encyclopædien. Med denne vil
han oplyse, med sine dramaer vil han forbedre slægten.
Disse er da et slags suplement til hin.
Midten af forrige århundrede er for den franske
skueplads den klassiske tragedies og komedies forfalds-
tid. For de gode sider ved denne literaturs store ånder
— Corneille, Racine, Voltaire — var Diderot ingenlunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
