Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Theologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der, som Christian Friis antydede i sin velmente Advarsel,
kunde faae og ogsaa fik farlige Følger for ham.
Thi skjøndt Holger Rosenkrantz med oprigtig Tro og af
Hjertets Fylde var den lutherske Bekjendelse hengiven
og Ven med dens ypperste Forfægtere, var der dog en
lille hæretisk Hage ved hans dogmatiske System. Som
en praktisk Kristen, hvis Liv aarle og silde var viet
til Kjærlighedsbudenes Opfyldelse, stundom med en
Tilsætning af Askese, og som en Theolog, der maaske
havde faaet Øje for, at Luthers frigjørende Løsen:
Retfærdiggjørelsen ved Troen nu i den sejrende Kirke
var ved at blive forvandlet fra strømmende Liv til
stivnet Dogme, var Rosenkrantz ble ven ledet til i
al Uskyldighed og Kjærlighed at lægge dog nogen Vægt
paa de gode Gjerninger, dog med en saa stor og saa
bestemt udtalt Reservation, at man skulde tro det
umuligt at forvexle hans Opfattelse med den
katholske Betragtning af Gjerningernes selvstændige
Betydning for Saligheden. Han mener, at Gjerningerne
helliges ved Troen og derfor, som gjorte i Gud og
øvede i Troens Lydighed, optages af Gud som rette og
retfærdige. Det er en Slags dobbelt Retfærdiggjørelse,
han tager Ordet for: Syndsforladelsen annammes først
ved Troen, men dertil maa saa komme en Gjerningernes
Retfærdiggjørelse, idet Gud antager vore i Troen
øvede, om end fra vor Side svage og ufuldkomne
Gjerninger for retfærdige og rene for Christi Skyld.
Denne Anskuelse udtalte Rosenkrantz i sine Skrifter,
og da han gjenfandt den i et Haandskrift af Hertug
Albert af Preussen, lod han dette paa sin Bekostning
trykke i Aarhus 1636 under Navn af »Fürstenspiegel«.
Men nu kom Forargelsen. Man lugtede Papisme,
Socinianisme og Arminianisme - hele den gamle
Vildfarelse om Gjerningshelligheden. Kongen æskede det
theologiske Fakultets Erklæring; det misbilligede,
skjøndt ikke i stærke Udtryk, Rosenkrantz’ Lære, og
Kongen affordrede ham en bestemt Bekjendelse, der
fremkom 1637 under Titlen »Veritas viæ vitæ æternæ«
(»Den sande Vej til det evige Liv«) og sendtes
Fakultetet til Prøvelse. Dommen gik ud paa, at
Forfatteren ikke kunde frikjendes for en Tendens
til at sætte den selverhvervede Retfærdighed over
den ved Guds Naade vundne, en Beskyldning, der atter
fremkaldte et udførligt Forsvarsskrift af Rosenkrantz,
henvendt til Kongen og de kongelige Personer, hvem
han som Adelsmand betragtede som sit rette Forum,
idet han til Held for sig selv ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
