Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Digtets Indhold er en Drøm: efter Arrebos Død er
der blevet en Plads ledig paa Parnasset; den skal
bortgives til den, som overfor Apollo og Minerva kan
dokumentere at være den habileste Poet. Aspiranterne
melde sig nu en for en med deres Værker, men Ingen
bestaaer Prøven. Den Karakteristik, der saaledes
bliver Skribenterne tildel, ville vi se en Prøve paa
i Dommen over Dorothea Engelbrektsdatter :
Med dette Svar gik han sin Vej. -
Strax efter kom en Kvinde
for Retten frem: hun uden Nej
vil Plads og Sæde vinde.
Og som hun var af dette Slags,
der artig kunde snakke,
hun tog til Ord og sagde strax:
Hr. Phøbus! tag tiltakke
med disse Vers! Jeg mener vel,
Du, som en billig Dommer,
skal kjende, jeg med Ret og Skjel
iblandt Poeter kommer.
En Times Tid jeg skrive kan
et hundred Vers tillige,
trods Kingo selv! Nej, ingen Mand
jeg kjender, jeg maa vige.
Mit Rygte saa hos Alle staaer:
omskjønt jeg er en Kvinde,
dog siges om mig: Hisset gaaer
den danske Poetinde. -
Holdt! svarte Phøbus, holdt! Hvorhen?
Lad Verset for sig tale.
Det sige skal, om Du est den,
som Du vil Dig afmale.
Det læstes op: endel hanfandt,
hvorfor han hende roser,
men laster, at der var iblandt
selvgjorte danske Gloser.
Og, sagde han, med Billighed
Du est en Poetinde,
dog naaer Du ikke denne Sted,
som Arboe lod herinde.
Hun nejede. Men Phøbus bad,
hun ikke skulde glemme
at vare Kvindekjønnet ad:
omskjønt de havde Nemme,
dog skulde de vel vogte sig
fra Rim og Vers at skrive,
at Verden ikke latterlig
skal Spot med dennem drive.
At skrive Vers, at ride Hest,
i Krigen modig være,
det stedse sømmer Manden bedst,
er Kvinder ingen Ære.
»Forsamlingen paa Parnasso« kom mod Reenbergs
Ønske ud i Verden i Manuskript og bragte en Del
Bevægelse i litteraire Kredse, men ogsaa Opfordringer
til Forfatteren om at blive ved, som han havde
begyndt. Han lod da et andet færdigt Manuskript vandre
ud blandt Venner: »Ars poetica« (»Digtekunsten«) med
Anvisninger for Digtere, baade i rent ydre Henseende:
Sæt ikke tvende Stavelser
af samme Lyd tilhobe,
men nok, at de, hvor Rimet er,
en Ekko kunne raabe.
Og hvis Du samler uden Val
enslydende Vokaler,
dit eget Øre sige skal,
at Verset ilde taler.
Trochæus bør ej sættes der,
Iämbus sig tilskriver;
Poetens Sjæl Accenten er,
der Liv til Verset giver o. s. v.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
