Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkeskribenter og Polemikere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Menneske, men om det er muligt, er den dobbelt vigtig
for Skuespilleren, sær den rørende og alvorlige: for
Gøgleren vil jeg tilstaa den er ikke saa vigtig.«
Dette sidste Forbehold er højst karakteristisk lor
Rahbek, der hele sit Liv igjennem afgjort foretrak
det Rørende for det Komiske og i sin Ungdom havde en
udpræget »Werther-Periode«, om hvilken han bekjender,
at den har havt »en ubeskrivelig Indflydelse« paa
ham. Han gjør sig megen Møje for at bevise Dydens
Nødvendighed for Skuespilleren. »Om ogsaa en Dydig
blev spillet aldrig saa vel af En, der var bekjendt
for at være lastefuld, virkede den dog ikke, og heller
ikke afskrækkede den Onde fra de Laster, han selv
havde.« Theatret er for Rahbek og hans Samtid, som
man seer, en Institution til direkte Forkyndelse af
opbyggelig Moral; Sammenligningen med Prædikestolen
ligger derfor nær og drages ogsaa hyppig: »Naar
en Clodius raaber mod Utugt, kan det virke mere,
end om en beskjænket Præst talte mod Drukkenskab?«
Altsaa de dydige Roller skulle spilles af dydige
Mennesker. Men nu de lastefulde Roller? Skulle de
spilles af lastefulde Kunstnere? »Jeg lod mig i
Begyndelsen blænde af denne Sætning, men jeg saae
mig saa tidt bedragen i de Formodninger, jeg gjorde
mig derefter, at jeg tilsidst maatte falde fra, og
ved nøjere at undersøge Sagen blev jeg fuldkommen
overbevist om min forrige Menings Urigtighed.« Nej -
lastefulde Skuespillere kunne overhovedet ikke spille
Komedie. Deres egne Laster kunne de ikke fremstille
sandt, thi de ville enten dæmpe Farverne, for at
besmykke sig selv, eller overdrive dem, for selv at
staa forholdsvis rene mod den sorte Baggrund. Ligesaa
lidt kunne de fremstille »den modsatte Last« vel. »Er
det vist - og Lavater har, synes mig, tilstrækkelig
bevist det - at en Følelse, vi ofte have, lader et
dybt og varigt Spor tilbage paa Ansigtet og tegner
sig der uudsletteligt, hvo vil da tro, at den Gjerrige
kunde spille Forøderen? Da nu alle Laster enten ere
beslægtede eller stridige og den Lastefulde ingen
af Delene kan spille, have vi kun at afgjøre, om han
kan forestille Dyden.« Det kan han naturligvis ikke;
han kan i det Højeste »frembringe et svagt Skjær af
Dydens Glands, men føle som den Dydige kan han ikke,
og ligesaa lidt faaer hans Ansigt det Straalende,
det næsten mer end Menneskelige, som omgiver den
Algodes Billede i de Øjeblikke, da det følger sit
store Mønster. Den Lastværdige skal forestille en
højmodig Helt eller en øm Elskerinde:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
