Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at Poesi skulde være sand, ikke opdigtet; derfor
foretrak han Virgils Georgica for hans Æneide og
Tullin for Ewald, hvem han først sent lærte at
skjønne paa. For vor Litteratur søgte Luxdorph at
virke ved sin »Samling af smukke danske Vers«, 1742,
men sin største Fortjeneste af den har han indlagt
sig ved den kostelige Skat af ældre danske Skrifter,
hans Bogsamling rummede, og som derfra er gaaet over
i det St. kgl. Bibliothek.
Den første Poet, der laurbærkronedes af »det smagende
Selskab« - som den satiriske Benj. Dass havde
døbt den nye akademiske Institution
- var Normanden CHRISTIAN BRAUNMANN TULLIN, født
i Kristiania den 6. Septbr. 1728. Samme Aar som
Ambrosius Stub døde fattig og glemt, skrev Tullin det
mærkelige lyriske Digt, der ved en heldig Forening
af de Egenskaber, Samtiden satte højest Pris paa
i Poesien, vandt ham Ry som dens ypperste Skjald,
medens det tillige er i Besiddelse af sandere
digteriske Egenskaber, som først en senere Tid
kunde paaskjønne, og som gjorde det til Udgangspunkt
for en hel Retning indenfor den norske Skole. For
Tullin havde Klopstock ingen Betydning; tre Aar
før dennes Ankomst til Kjøbenhavn var den norske
Digter alt vendt tilbage til sit Fødeland, og sine
poetiske Idealer søgte han da som senere i en anden
af de fremmede Litteraturer: i den engelske, hvor
Young og Pope vare hans Yndlingsforfattere. Det er
af Sandsen for denne engelske Naturdigtning at det
navnkundige Digt »Majdagen« er udsprunget (1758),
et Bryllupsdigt, der i en Majdagen. Grad som faa har
overlevet Lejligheden og er blevet poetisk Impuls for
et efterfølgende Slægtled. Endnu kan man ane dette
Digts Virkning paa dets Tid, naar man med Mindet
fæstet paa dens trivielle og kejtede Rimener læser
»Majdagens« letflydende Begyndelsesstrofer:
Min Muse, kom og lad os fly
fra dette melankolske Fængsel,
hvor Ønsker daglig dø i Trængsel
og fødes for at dø paany.
Hvor Kunst og Vid kun pønser paa
den bedste Plan til nye Sorger,
hvor Rigdom sulter for at faae
det Støv, den for sin Arving borger.
Hvor Retten selv er Tærningkast,
hvor Ja af Hyklere bortlejes,
hvor Dyder mod Dukater vejes,
hvor Fattigdom er største Last;
hvor Rigdom gjør en Daare klog,
ærværdig, ædel, sindrig, kløgtig;
hvor Sindets Ro sin Afsked tog,
da Nøjsomhed blev gjort landflygtig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
