Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Askeborg eller Ascanienborg i Tydskland«. Saaledes
stod det dengang til med de Indsigtsfulderes Begreb
om nordisk Mythologi - længer er det ikke, siden
der saa at sige ikke fandtes Anelse om en Idekreds,
der en Menneskealder senere blev den poesilæsende
Almenheds Fælleseje og i en Aarrække næsten dens
eneste Territorium.
Man vil forstaa, at hvor det udvortes Apparat
er saa flygtigt tilegnet og dets Udtydning saa
lidet dybtgaaende, der kunde nogen virkelig
Gjenfødelse af den Aand, det er Udtryk for, ikke
tænkes. »Rolf Krage« er i Tankegang og Taleform
saa langt borte fra den nordiske Sagnverden som
vel tænkeligt: det er et borgerligt Sørgespil
i Tidens sentimentalt-snakkesalige Stil, med
tomtbuldrende Kæmpe-Optrin istedetfor det daglige
Livs Konflikter. Hovedpersonen tales der mere om, end
vi se ham handlende, og baade i Omtale og Handling
har han mere Præget af en brav Bedsteborger end af
Sagnets Heltekonge; han nævnes fortrinsvis den »fromme
Rolf, som »pius Æneas« i Virgils Heltedigt; Æneidens
Rang i Forhold til Homer er overhovedet proportionel
med »Rolf Krages« i Forhold til dens Kilder. Disses
Motiver og Situationer ere medtagne, men som et rent
ydre Vehikel for de yderst følelsesfulde Reflexioner
om Ære og Troskab, Frafald og Svig, som de især forme
sig i en næsten parodisk Modsigelse hos Gevar og
Hother, der ere stillede i den sælsomme Kollision at
skulle dræbe Rolf for at fyldestgjøre en Læserne højst
ligegyldig Blodhævn og at tjene ham som hans hengivne
Mænd, hvilket giver Anledning til Subtiliteter fra
en Sfære, som den nordiske Enfold end ikke i Drømme
havde nogen Anelse om.
Tydeligst træder Modsigelsen mellem Emnets Fordringer
og dets Behandling frem i Diktionen. Nogle Prøver
ville vise dette uden al Kommentar. Bjarkes
»Gemalinde« Rude omtaler i Stykkets Begyndelse
de to Helte Gevar og Hother saaledes: »Der er
noget indtagende i disse to Kæmpers Mine. En vis
Højhed, især hos den yngste, jeg veed ikke, men
de afnødede mig strax en Beundring som nærmede sig
Ærbødighed«. Urolig over sin Mands lange Dvælen i
Rolfs Gildelag udbryder hun: »Bjarke, Bjarke, hvor
bliver Du? Du fandt dog ellers mer Fornøjelse i din
Rudes Selskab, i at tale om Guderne og Dydens Magt
med din Rude end i den sværmende Støj af Rasende«. -
Under det natlige Overfald paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
