Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Steffens og Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Let som en Hind,
med muntert Sind
hun svæver og smiler:
og som hun iler
og paa Elskov grubler
hun snubler,
og stirrer, og skuer
gyldne Luer,
og rødmer og bæver
og zitrende hæver
med undrende Aand
af sorten Muld
med snehvide Haand
det røde Guld.
Men hvad der forkyndes af Hornets »gyldne Sider, der
Præget bærer af de ældste Tider« - det fattes ikke af
den i lavere Drifter hildede Hob, der stirrer paa Guldet,
ej paa dets Skrift, og kun er gridsk efter Vinding:
Hen de stimle
i store Vrimle
og grave, og søge
Skatten at forøge.
Men intet Guld!
Deres Haab er bedraget;
de se kun det Muld,
hvoraf de er taget.
Dog er Gudernes Naade ikke udtømt. Atter sende de
Slægten et manende Budskab; nærmest til at bringe det
videre er Folkets brede Lag, hvor ingen fremmed Kultur
og spidsfindig Dannelse har forstyrret Folkeaandens
enfoldige Sammenhæng med dens Udspring. Derfor findes
det andet Guldhorn af »Naturens Søn, ukjendt i Løn,
men som sine Fædre kraftig og stor, dyrkende sin
Jord«. Men ejheller dennegang forstaaes Gavens dybe
Betydning: de sjeldne Horn stilles »som Pragt til
Skue for et mat, nysgjerrigt Øje«. Da harmes Guderne:
Himlen sortner, Storme brage.
Visse Time, Du er kommen.
Hvad de gav, de tog tilbage,
evigt bortsvandt Helligdommen.
Det er beundringsværdigt, hvor heldigt og sikkert
Oehlenschläger i dette sit første romantiske Digt
strax har grebet det Centrale i den nye Skoles
Tankegang: hans Øje fæster sig paa et nationalt Emne,
gjennemskuer det og finder bag dets ydre Linier den
skjulte Symbolik, der just gaaer ud paa at forherlige
den umiddelbare Modtagen, den oprindelige Natur, som
Forudsætninger for Opfattelsen af Menneskeslægtens
Sammenhæng med det Usynlige og for dens Forstaaelse
af sin egen historiske Udvikling. Og idet Digteren
udtaler dette paa romantisk-anelsesfuld Vis, bliver
han selv personlig et Vidnesbyrd om det Umiddelbares
Forhold til det Usynlige, idet han jo selv som
en forunderlig Udkaaren paa sin Ungdoms sorgløse
Morgenvandring støder Digtningens Guldhorn op af
Mulde med sin Fod og undrende betragter dets mystiske
Runer, hvis Betydning afslører sig for hans frisk
modtagelige, af Spekulationen uberørte Natur. Han maa
i romantisk Dobbelthed have tænkt ogsaa paa sig selv
som indlemmet i den nye Menighed, hvor han i Digtet
lader Guderne tale om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
