Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Digte, 1803
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
grumt de sig forbandt,
for pludselig engang med Kæmpevægt
at knuse den nyere Slægt,
som myldrer mellem begge
deres Flintevægge.
Nu raadslaa de sammen i den mørke Gang
saa lang
under Europa.
Frels os, Jesus af Nazareth!
Paa Engen hist to Roser stod
Fod ved Fod
i Ungdomsblod.
Se, hvor de skilles ad ved en Kløft,
ved en bundløs Grøft!
Den evige Vrede
har draget det flammende Sværd af sin Skede! -
Hvi bliver I Alle saa blege?
Modsætningen til denne angstfulde Anelses Stemning
bringer det næste Digt: »Den frembrydende Vaar« med
den liflige Foraarsfrejdighed:
Engene grønnes, og Skovenes Kroner
nylig fremsprungne Smaragder bedække,
Ætheren lunes, og Sangeren toner
i den beknoppede, brydende Hække.
Vinteren bort til de livløse Poler
flygter med Natten og Kulden og Taagen;
Flora paa Lejet af friske Violer
opslaaer sit Øje sødtsmilende vaagen.
Gjennem denne Samling kom fremdeles »Guldhornene«
for første Gang den større Almenhed for Øje.
Vi have nævnet Perlerne. Der findes selvfølgelig ogsaa
Ting af ringere Lødighed, baade de medoptagne ældre
Digte, i hvilke Oehlenschlager endnu staaer indenfor
den foregaaende Tidsalders Tankekreds, og Enkeltheder
i de nye Digte, hvor hist og her en Synsmaade eller
et sprogligt Udtryk endnu hænger fast med sine Rødder
i den gamle Jordbund. Paa den anden Side har ogsaa
netop den pludselige Tilegnelse af det Nye medført
nogle Svagheder, der maatte træde tydeligst frem i
dette første Arbejde, i hvilket Digterens Smag endnu
ikke kunde holde Skridt med hans Begejstring. Idet
Oehlenschläger uden Forbehold hengav sig til den
romantiske Retning, tilegnede han sig ogsaa nogle af
dens Yderligheder, særlig dens Forkjærlighed for det
Grufulde, som egenlig laa hans sunde Natur fjernt:
Kirkegaardsscener, Dødningedands, Spøgelser, Varsler
o. s. v. Til denne Udskejelse har han ofret Digte
som »Skattegraveren«, »Violsamleren«, »Spilleren«,
»Jurabjerget«, »Skøjteløberen« o. fl., i hvilke han
med en vis frejdig Naivetet følger den romantiske
Recepts Anvisning til slige Rædslers virkningsfuldeste
Fremstilling. Man kan ikke læse disse Digte uden
med et Smil, der just mest gjælder Forcestederne,
medens hans lyse Kunst kan fejre sine Triumfer i
Indgangsstroferne selv til disse natsorte Digte,
som f. Ex. Begyndelsen af »Skattegraveren«:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
