Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fortsat Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fyldestgjørende Udtryk for Menneskeforholdet til Gud
og Christus, men som jo ogsaa overvejende har Krav paa
at betragtes som en digterisk Udtalelse af religieuse
Stemninger, sindrigt knyttede til Aarets vexlende
Tider. Digteren forsvarer sig ogsaa udtrykkelig imod
den Hensigt, at have villet reducere Christus til
en Mythe af den aarlige Natur. Digtets dogmatiske
Indhold, om man tør bruge dette Udtryk, viser os
Oehlenschläger snarest som en mellem romantisk
Mystik og moraliserende Rationalisme ustadigt
svingende Tænker; men selv hvor Livsvisdommen viser et
gammelklogt Ansigt frem, er der i dens digteriske Form
som oftest hele den oehlenschlägerske Ungdomsfrodighed
og sproglige Vælde. Vi nævne Digte som det første om
»Christi Fødsel« (»Hver Vaar, naar Taagerne flygte
hen«), »Jesu Lære« (»Lad mine dunkle, bølgende,
grønne Kroner«), »Jesu Mirakler«, (»Hvor Sangersken
glædeligt toner«), »Johannes Evangelist« (»Hvad
er det hist, som ringer?«) »Getsemane og Golgatha«
(»Ej længer Druens Purpur luer«), »Judas Iscariothes«
med Menneskets energisk sammenfattede Trods:
Hvad er Ord? En Lyd, som svinder,
Hvad er Dyd? Blandt Ord et Ord.
Hvad er Gud? Et Glimt, som blinder.
Hvad er mit? Den rige Jord.
Atter vender Oehlenschlager sig mod en ny Egn af den
digteriske Fantasis Rige, da han i Vinteren 1804-5
skriver »Aladdin eller den forunderlige Lampe«. Denne
Digtning var endnu det Herligste, han havde frembragt,
det skjønneste og rigeste Frembrud af hans hele
samlede Digterpersonlighed og til Gjengjæld en saa
tydelig Gjenspejling af den, at Digtet bliver Symbol
paa Digterens eget Ungdomsliv. Allerede i Valget af
det fantastiske Eventyrstof fra »Tusind og een Nat«
ligger der en kjæk Protest mod Oplysningstidens
Ringeagt for slig Børnesnak og Overtro tilligemed
et Vidnesbyrd om, at Digteren barnlig drages af
det Broget-Livlige, medens han just som Digter
seer Tankens dybe Alvor bag Eventyrets Leg. Dette
Tankeindhold spalter sig strax i to plastisk-faste
Skikkelser: Noureddin og Aladdin, ikke allegoriske
Abstraktioner af Ondt og Godt, af verdslig Kløgt og
guddommelig Enfold, men levende Mennesker, bevægende
sig fra først til sidst i denne Verdens Forhold,
voxende op i dens Glæde og Sorg, stræbende, lidende,
kæmpende, sejrende, bukkende under, men dog i hvert
enkelt Øjeblik saa gjennemskuelige som Udtryk for
Grundtanken, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
