Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Baggesen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Karakter. Litterairt Fjendskab til Broderen kunde
umuligt vedligeholdes Side om Side med erotisk
Venskab til Søsteren. Baggesen rakte da Haanden ud
imod Oehlenschläger i det berømte Rimbrev »Noureddin
til Aladdin«, der, skrevet i Ørsteds Hus og dateret
»den 14. November 1806«, Oehlenschlägers syvogtyve
Aars Fødselsdag, sendtes ham i et Særtryk til Paris,
inden det optoges i »Rimbrevene«. Idet Baggesen
heltigjennem støtter sig til Grundmodsætningen i
»Aladdin«, begynder han sit Forsoningsbrev saaledes:
Du har da fundet den, min Adam! den, jeg søgte
med Alvors dybe Grubien, med
utrættelig Arbejdsomhed,
fra Sol gik op, til Sol gik ned,
blandt Torne og Tidsler, i blodige Fjed,
med glødende Pande, med strømmende Sved,
mens Hindring og Fare min Stræben forøgte!
Du har da fundet den, jeg søgte,
fra Sol gik ned, til Sol gik op,
i Afgrundens Skjød og paa Klippernes Top,
med frysende Hjerne
ved Glimt af vor Nordpols bestandig urokkede Stjerne,
med isnende Bryst
ved Smil kun af Maanens vemodigen vexlende Lyst,
alene, blandt Skygger, ufavnet, ukyst,
hvor Alt i Naturen var tyst -
Ja, Du har fundet den, jeg klarlig skued
i hver en Slum, i hver en vaagen Drøm,
naar varm af Andagt, skjønhedsdrukken, øm
af kjælen Elskov, henrykt, Sjælen lued
i sin Begejstrings underfulde Strøm,
skjøndt Død i hvert et Bølgeslag den trued -
ja Du har fundet den, jeg stirred paa
bestandig, mellem alle Livets Dampe:
den gamle, hellige, forunderlige Lampe,
Som i Naturen dybt nedgravet laa,
og som jeg arme Trold med bundne Hænder
ej kunde naa.
Med Fryd, min Adam! jeg dit Fund erkjender.
Og skjøndt Du fandt, hvad Du har aldrig søgt,
som Lykken ene findes kan, iblinde;
skjøndt Du, naar jeg har gravet, kun har spøgt,
og skjøndt Du som et Barn end staaer derinde
blandt Underjordens diamantne Træer,
din Undergang endnu som forhen nær,
endnu fortryllet mer af Hulens falske Glimmer,
med Himmellampen i din Haand,
end af dens ægte, fast umærkelige Skimmer,
end ej, som jeg, erkjendende dens Aand;
skjøndt, hildet end af Barnets Ledebaand,
blandt Middelaldrens Hvælvinger og Buer
Du famler efter Liv i Sølvets Muld,
Ambrosia i æbledannet Guld
og Nektar i safirne Druer;
skjøndt Du er end det Brogede for huld;
skjøndt Du har fyldet alle dine Lommer
med Schlegelpærer og med Tieckske Blommer
og proppet Buxefikken altfor fuld
af Goethes underjordiske Granater,
imens din skjønne runde Hattepuld
firkantes af et Calderonsk Theater -
skjøndt Lampen Du med Haan har puttet i
Belæsselsen af alt det andet Skramleri -
skjøndt, havde Du betænkt Dig meget længe,
Du maaske ganske havde ladt den hænge -
saa dog - Du har den eengang - og dens Aand
er din, min Adam! og din Ven, som ledte
forgjæves efter den og, mens Du spøgte, svedte,
med Vellyst rækker dig sin Haand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
