Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schack von Staffeldt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Da strømmede en Livets Bølge,
o Verdenshjerte! ud fra Dig
igjennem høj’re Væsners Følge
og brød i vor Bevidsthed sig:
og lig en Tvillinggnist forente
i Samkys vore Sjæle sig,
og lig en Tvillingblomst forente
i Samlyst vore Sandser sig.
Kun Sukkemelodier løde,
lig Gjenlyd af en Engels Kvad,
indtil den snelle Morgenrøde
den skjønne Enhed skilte ad.
Blus atter op, o Aftenrøde!
Min Brudefakkel! lys mig hen
til stjerneoverhvælvet Møde,
og evig lys mig did igien!
Trods alt det Nye og Skjønne i denne Digtsamling, blev
den dog saa godt som ganske upaaagtet af Samtiden
- ikke engang en Anmeldelse blev den til Del; hvad
der af dens Indhold støttede sig til Romantikerne
og Oehlenschläger, fandtes folkeligere, fuldere og
lifligere udtrykt i dennes første Digte, og hvad der
var Staffeldtsk Subjektivisme, havde man ikke Forstand
paa, fandt det sært, om ikke ligefrem afsindigt. I
sin aristokratiske Følelse af eget Værd lod Digteren
sig imidlertid ikke skræmme af
Tiden og dens Søn, hin trædske Gud,
som Mængden Mening kalder og nedknæler -
som han siger i »Digterbekjendelser«: han skred
videre ad Banen og udgav allerede 1808 et omfangsrigt
Bind »Nye Digte« med nok saa ejendommelige Uddrag af
en særegen poetisk Individualitet som dem, den første
Samling havde bragt. Det sees af Fortalen, at denne
tidligere Samling havde gjort Digteren mistænkt for
Henfald til den romantiske Modesygdom: Tilbøjelighed
til Katholicisme, thi han forsvarer sig udtrykkelig
mod denne Beskyldning af »Ideens uforsonlige Fjende«,
»den ikonoklastiske [o: billedstormende] Forstand«.
»Hvad en anden, med hin noget beslægtet Anke angaaer«,
tilføjer han, »at nemlig flere Digte ere mystiske, da
maa Digteren bekjende, at han er forsvarsløs. Han kan
ikke udtale det Uudtalelige, ikke maale det Umaalelige,
ikke begribe det Ubegribelige; han skuer, føler, aner
og stammer, ikke findende nogen anden Form til
Anskuelse og Tilegnelse af det Hellige end Mysticisme«.
Om sine Digte i Almindelighed udtaler han, at de ville,
»efter hint Platons Udtryk, leve efter Ideer og tage
følgelig afsig selv deres Plads, bidragende ikke blot
til Mængden, men ogsaa til Mangfoldigheden i
Fædrelandets skjønne Litteratur.«
Af Indholdet kan mærkes »Roserne«, Legenden om den
hellige Elisabeth af Thuringen, noget omskreven og
tillagt en vis Rosina; »Til en ung Digter«, hvem al
Stræben efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
