Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gjenfødte Jord og Heltene leve i uadskilleligt Samfund
med Alfaudur i Gimle.« - Men selvfølgelig er denne
religieuse Anskuelse, hvor rig og herlig den end
er, for Grundtvig kun den som Anelse sande. Nordens
Oldtidstro giver han Navn af »Religionens Morgenrøde«,
men selve Solen er den kristelige Religion, i hvilken
det Eviges og det Endeliges inderligste Forening
er realiseret i Christi Liv og Virksomhed. »Men
Religionen i højere Betydning kunde ej mere bo
paa Jorden. Med Jesus opfoer den atter til Himlen
efter først at have slynget sit hellige Baand om
det Endelige, hvorved det kunde hæve sig til det
Evige. Det er, hvad Skriften siger: Jesus forsonede
Menneskene med Gud. Jesu Religion er det Endeliges
Forsoning med det Evige. Men for at fortjene dette
Navn maa den løse Tilværelsens Gaader, og den gjør
det ved at vise, hvad hidtil Ingen kunde: at Poesiens
og Filosofiens Identitet kan, knyttet til det Evige,
være Religionens Repræsentant i det Endelige.« Vil
man ensidig fremhæve en enkelt af de to Bestanddele,
ophæver man Identiteten og derved Mysteriet. Sligt
er skeet i den katholske Tid, hvor man forvexlede
Religion med Poesi, og saa tidlig paa den romantiske
Skoles Løbebane har Grundtvig Øje for, at den er i
Begreb med at fare vild paa samme Maade, idet den
blot digteriske Personlighed, »for hvem Tilværelsen
har tabt sin Interesse og derved sin Vigtighed,
med Inderlighed slutter sig til Religionens poetiske
Del, men taber sig just derved i uvirksom Beskuelse,
og naar han tvinges til at tage Del i Tilværelsen,
synes han ukjendt med Morallovens Skranker. Dette
er Sværmeri i sin slette Betydning«. Omvendt
har den nærmest foregaaende Periode ensidig
betonet Filosofiens Moment og reduceret Religionen
udelukkende til Morallov. Sit Brud med denne Retning
lægger Grundtvig afgjort for Dagen, og hvor han i
sin Afhandlings liturgiske Del kommer ind paa en
Skildring af Rationalismens kirkelige Tilstande,
revser han skarpt deres Øde og Goldhed.
Oldkraft og Kristentro ere ogsaa de ledende Tanker
i den polemiske Digtning, hvormed Grundtvig 1808
aabnede sin poetiske Forfatterbane: »Maskeradeballet
i Danmark«, en indigneret Protest imod den
Letsindighedens Aand, der Vinteren efter
Bombardementet raadede i Folket og endog gav sig
Luft i Maskerader og lignende Lystighed - en underlig
formløs Improvisation, men storslaaet i sin barske
Alvor. Den halvt episke, halvt dramatiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
