Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den første Frugt af dem var hans »Nordens Mythologi
eller Udsigt over Eddalæren for dannede Mænd, der ej selv
ere Mythologer«, 1808, en Udvidelse af hans tidligere
Afhandling om Asalæren. Denne stiller sig for ham
ikke som en vilkaarlig Samling af gamle Sagn, men som
en organisk sammenhængende Komposition, der »i fem
store Akter udfolder det herligste Sejersdrama, som
avledes og kunde avles hos en dødelig Digter«. Dette
havde et foregaaende Tidsrum ikke havt Øje for;
dens Poeter havde enten staaet udenfor den Verden, de
vilde fremstille, som Ewald (»Balders Død«), eller kun
beskuet den med Forstanden, som Pram (»Stærkodder«"),
eller endog forvrænget den til Karikatur, som Baggesen
(»Poesiens Oprindelse«). »Saaledes stode vore Fædres
Guder vanærede og spottede,« siger Grundtvig videre,
»med affaldne Kroner og brækkede Sceptre, indtil
Skjalden Adam Oehlenschläger vovede at oplede dem der,
hvor de stande i en Glands, ingen Skygge kan fordunkle
og intet Slør bedække for Digterens Øje. Vel søgte
han dem stundom der, hvor kun deres Gjenfærd vare; vel
iførte han dem stundom et Purpur, sprængt med Sydens
Guld, som hans egen kunstrige Haand virkede, fordi
han, ilende, ej saae deres eget - men hvad han ikke
hidtil saae, vil han sikkert engang se, thi han kan;
og skete det end ikke, vilde dog den Pris evig tilhøre
ham: at have været den Første, der atter begejstrede
Norden for sine gamle Guder og iførte dem en Dragt,
der forkyndte deres Højhed. Enhver, som fik Øje for
det stærke, underfulde Spil i Vaulunds Kvad, som
fulgte Thor til Jotunheim, som gjennemskuede Hakon i
Kraftens Øjeblikke og lyttede til Audens dybe Toner,
som vovede at se Spydet hærdes til Hødur og at høre
Mørkalfers knusende Kor - han saae Glimt og hørte
Lyde, som han aldrig glemmer.« Om sin egen tidlige
Længsel efter Kjendskab til det nordiske Udspring
fortæller han: »Det er kun bogstavelig Sandhed, at jeg
fra min Barndoms Dage ej erindrer nogen mere levende
Smerte end den, jeg følte ved at læse hos Hvitfeld,
at vi Intet vidste om de gamle Guder. Det var, som om
jeg paa eengang gjennemrystedes af Anelsen om deres
Herlighed og af Spaadommen : at deres Liv skulde i
sin Tid vorde Betingelsen for mit. Aarene henrunde;
men mellem de mest fremmede Sysler, i Skolestøvet og
de akademiske Ledebaand kunde jeg dog aldrig glemme
de underlige Toner, der gjennem Thors og Odins Navne
havde saa tidlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
