Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kraft og rejse et unedbrydeligt Tempel for de
styrtende Aser«. Allerede næste Aar blev Løftet
delvis opfyldt, idet Slutningen af den opstillede
Begivenhedsrække var behandlet først (som anden Del
af »Optrin af Nordens Kæmpeliv«) i det poetiske Værk
»Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord« tilegnet
Oehlenschläger med et paa dennes Fødselsdag 1809
dateret smukt Digt, der antyder Forskjellen mellem
hans og den yngre Digters Gjengivelse af Oldtiden:
Som Trygvason Du est i Norden baaren,
men vendte aarle Dig, som han, mod Syd,
og hvor Du gik, der smiled liflig Vaaren,
og hvert dit Kvad var ligt en Guddoms Lyd.
Som Olaf Du igjen mod Nord Dig vendte
og skued Kraften med din dybe Sands;
Du vakte den, men klædt i Sydens Glands,
og stundom ej sig selv i Dig den kjendte.
Thi griber jeg, o Skjald! de stærke Strenge,
og mange ræddes for den hule Lyd;
men Lyde, som fra Nordens Gravhøj trænge,
ej smelte kan, som Tonerne fra Syd.
Og vovede jeg Strengen at nedstemme,
og dæmpede jeg Røstens hule Klang,
betydningsløst da blev mit Liv, min Sang,
thi ikkun dybt i Norden har jeg hjemme.
Grundtvig har Ret naar han fremhæver den større
Tilnærmelse til Nordens barske Alvor som ejendommelig
for sin poetiske Behandling af Sagnene i Modsætning
til Oehlenschläger, og denne - hvis harmoniske,
stundom lidt slappe Væren aldrig ret kunde forsone
sig med Grundtvigs sværmeriske Væsen og sekteriske
Iver - indrømmede ogsaa selv, at Medbejleren »i
en vis Retning var sejlet Historien adskillige
Streger paa det poetiske Kompas nærmere end
han«. Naar Oehlenschläger mejsler sine Helte i
Marmor, hugger Grundtvig dem i Granit; Materialet
er sikkert mere adækvat, Ligheden større, men som
Kunstværk betragtet staaer Granitstenen i Skjønhed
tilbage for Marmorstatuen. Sagen er jo ogsaa den,
at Grundtvig ikke udelukkende eller vel endog blot
fortrinsvis vil have sine »Optrin« betragtede under
Kunstværkets Kategori; deres religionsfilosofiske
Tendens og deres pædagogiske Betydning som
vejledende til Forstaaelsen af Nordens Oldtid
ere ialfald ligesaa fremtrædende Momenter. Men en
saadan Sammenblanding af Formaal hævner sig; naar en
Digter dog engang er inde paa dramatisk Komposition,
saa svækker han sin Virkning ved at lade den blive
staaende paa de løst sammenheftede »Optrin«, paa
de uden dramatisk Fællesmaal hensatte Samtalers
embryoniske Udviklingstrin; og naar han engang lader
sine Helteskikkelser tale paa Vers, saa blive disse
Vers ikke mere nordiske ved at gjøres urhythmiske
og formløse. Naar Grundtvigs »Optrin« langtfra ere saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
