Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
undgaa at se de tunge Skygger, som Krigen,
det truende Tab af Norge og den sig nærmende
Finansnød kastede foran sig, ved at følge en Digter
fra Jordatmosfæren op til Sentimentalitetens
solrandede Regnskyer. Derfor kom Ingemann just
Tiden tilpas. Oehlenschlägers Sundhed var den for
brutal; hans Sol var paa dette Tidspunkt i Dalen,
men Ingemanns Maane hævede sig i elegisk Bleghed;
havde den end laant noget af sin Glands fra hins
kraftigrøde Skjær, saa tilbagegav den dog Lyset saa
hvidt og mildt, at det var en Lyst at stirre ind i det
med taareblændede Øjne. Derfor oplevede man nu det
litteraire Særsyn, at medens Oehlenschlägers første
»Digte, 1803«, ingenlunde havde vakt nogen særdeles
Opsigt i Kritiken og endnu mindre vare blevne modtagne
med ublandet Velvillie, saa hilsedes Ingemanns to
første Digtsamlinger med næsten tilbedende Beundring,
og hans ihærdigste Lovtaler, hans fordums Lærer JENS
MØLLER, stemte sit Dannersprog i de allerhøjeste
Toner for at føre Jubelkoret an paa en Maade, der
var den unge Digters »rige Førstegrøde« værdig.
Man vil heraf kunne begribe, at Kogepunktet af
Begejstring naaedes, da Ingemann i sin følgende
Poesi-Samling »Procne« (1813) foruden en Del
Digte og Tragedien »Turnus« skjænkede sin Samtid
den Sentimentalitetens Bibel med den platoniske
Kjærligheds Højsang, som kaldes »Varners poetiske
Vandringer«.
Indholdet af denne tohundrede Sider vidtløftige
Kjærlighedsroman kunne vi kun give i Hovedtrækkene,
noget forkortet efter P. HANSENS Referat i Skriftet
»Om Joh. Ludv. Heiberg«. Altsaa den unge Varner, hvis
Fødestavn mærkelig nok er vort eget gode Danmark og
ikke en eller anden afsides Egn af Maanen, hvis
Tidsalder er den af ham jevnlig citerede Romantiker
Tiecks og ikke de vandrende Troubadourers, vanker
omkring i Landet med sin Strengeleg over Skuldrene og
improviserer velklingende Digte om de forskjellige
Stemninger, der besjæle ham, medens han meget
samvittighedsfuldt nedskriver dem og sender dem
tilligemed de andre Rapporter om sin Færden i Livet
til sin Ven Carl, hvorved den Samling af Breve
fremkommer, der udgjør Værket. Disse Breve vidne i
Begyndelsen om en svulmende Livslyst hos den unge
Varner; han finder Glæde i Alt, i Naturen og hos
Menneskene, men snart slaaer denne Stemning over
i den modsatte, da han opdagerr, at »Menneskene
dog ikke ere Børn, dertil ere de for kloge«. Han
bliver tungsindig, studerer Youngs Nattetanker,
tvivler paa, at han længer er »Naturens gode Søn«,
og skriver hjerteskjærende Digte til Maanen. Endelig
vækkes han af denne Tungsindighed ved Kjærligheden:
han bliver heftig forelsket i en ung Pige, som han
har seet i Kirken, hvor hun stod for ham »med den
himmelske Marias Aasyn«, men som han forresten ikke
kjender. Hun er atter forsvunden for ham, og hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
