Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
har saa store lovlige Besiddelser i Aandens Rige som
det danske, intet Folk, der har et saa oprindeligt
Tungemaal, saa mærkelige Oldsagn, saa ejendommelig
en Smag i Historie og Poesi. Hvad der hos os er ægte
Dansk, er det mest Overensstemmende med en sand,
dygtig og elskelig Natur. Ærlighed og Sanddruhed,
Mildhed og Ømhed, Blyhed og Troskab er, hvad Historien
erklærer for ægte Dansk, og hvad vi med eet Ord kalde
Dannished. Modersmaalet er mellem alle bekjendte Sprog
det mest enfoldige og trohjertige, men derhos fuldt
af den sødeste naturlige Velklang og lige skikket
til at udtrykke de højeste Betragtninger, de dybeste
Følelser og den vittigste Skjemt.« Hvilken Rækkevidde
denne Panegyrik har, kan bedst skjønnes ved dens
Sammenstilling med en Udtalelse om fransk Sprog og
Nationalkarakter i et tidligere Skrift af Grundtvig,
hans 1815 udgivne historiske Betragtning »Europa,
Frankrig og Napoleon«. »Det franske Sprog - hedder
det her, vistnok uden noget synderligt Kjendskab
til det omskrevne Emne - er, idetmindste i sin ny,
beundrede og annammede Skikkelse, det flygtigste og
tommeste i Europa; det er falsk som Skum paa Vand,
brusende som Vinen fra Champagne, der, selv for
at volde den korteste Rus, maa flux nedsvælges,
før den flygtig bortdamper, flydende som Skum paa
Enge, der henriver Støv og Fjer og Blomsterblade,
men gaaer udenom den mindste Sten; saa rigt dette
Sprog monne være paa Smigrerens og Snakkerens, paa
den snilde Statsmands og Feltherres, paa den kloge
Verdensmands, paa Versemagerens og den vittige Piges
Tunge, saa fattigt er det i Digterens og den dybere
Tænkers Mund; ligesaa smidigt og bøjeligt som det
snoer sig om den ydre Verden, snoer det sig fra den
indre, og lige let svæver det over de smudsigste og
de helligste Ting. Skulde det nu være muligt, at et
Folk med et dybt, alvorligt og gudeligt Gemyt kunde
eje og elske et saadant Sprog; eller er ikke Sproget
det tro Billede, der fremstiller Folkets Indvortes
i sin Grund og i alle sine Omskiftelser?«
I hvilken Grad Grundtvig var fortrolig med dansk
Folke- eller Almuesprog - et Kjendskab, hvortil
Grunden var lagt ved hans Barndoms og Skoletids
Omgang med Befolkningens lavere Lag - aabenbarede
han ved de højst betydelige Arbejder, som optog
ham i disse Aar: Oversættelser af Saxos latinske
Danmarkshistorie og Snorres islandske Kongekrønike.
I Aaret 1815
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
