Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Chr. Winther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og var iierfot tilbøjelig til at overse, at denne nye
Samling, idet den bød paa andre Former, saa langt fra
betegnede en Tilbagegang, at den endog for en mere
uddannet Smag viste Fremgang baade i Livssynets Modenhed
og i Beherskelsen af den poetiske Fremstilling. Dette
gjælder især saadanne Behandlinger af det moderne
Selskabsliv som Digtene »De to Cousiner« og »Annette«,
for ikke at tale om den i sin Form ganske selvstændige,
i fyndige Træk mesterligt fortalte historiske Anekdote
»Ringens Indskrift« eller det i sin Art ikke mindre
fortrinlige lyrisk-skildrende Digt »Sjælland«:
Jeg synger, som jeg kan
men ej altid, som jeg vil -
jeg veed det, Venner! tidt
var falsk mit Strengespil:
men vandt jeg blot et Haandtryk,
et blaaøjet Smil,
saa takked jeg Vorherre -
og lod saa staa til,
efter hvilken subjektive Intimation Digteren med
Kjærlighedens Begejstring besynger sin skjønneste
Plet paa Kloden, Øen med de grønne Skove, som helde
ned mod Søens Rand, medens
den sommerglade Lærke
hun kvidrer højt i Luft,
og Jordbærret krydrer
Skovsletten med sin Duft -
et Sommerbillede af dansk Natur, saa blødt i Linier,
saa lifligt af Farve, som kun denne store Kunstner
kunde male det Landskab, hans Sjæl var forelsket i,
og i hvis Jord han ønskede engang at faae sit Legeme
stedet til Hvile:
Naar Alting er til Ende
og Natten stunder til,
naar slukket er i Mulmet
Livssolens Straalespil -
ak, kunde jeg da lægge
til Ro mig i din Eng,
dit Grønsværtæppe trække
over mig og min Seng!
Det er, som om Berøringen med Fædrelandets Jord
her tilbagegiver Digteren, hvad Rejsens Erfaringer
maatte have berøvet ham af Sjælens Karskhed. Thi
var Chr. Winther i de sidst forløbne Aar modnet som
Kunstner, saa var denne Modenhed ikke erhvervet,
uden at en vis Bitterhed og Livslede havde trukket
sine strammie Linder i hans Digterfysiognomi. Var
hans Strengespil end ikke nogensinde »falsk« af Mangel
paa Øre, saa var det i denne nye Digtsamling stundom
forsætlig disharmonisk, som i det skurrend Brud,
hvormed Handlingen i den ellers saa fuldt følte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
