Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fr. Paludan-Müller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Enkeltheder; til dette mythologiske Sujet sluttede
sig 1844 de to ligeledes af den græske Sagnverden
inspirerede Digtninger »Tithon« med den gribende
Skildring af et Drømmeliv i Morgenrødens Rige og den
mere episodiske »Dryadens Bryllup«.
I Slutningen af Aaret 1841 havde Digteren udsendt
første Del af det Værk, til hvilket fremfor noget
andet hans Navn er uforgængeligt knyttet: »Adam Homo«.
Denne Del ender, som bekjendt, med Adams Flugt fra
Kammerherre Galts Gaard, efter Tête-à-tête’n med den
skjønne Clara; hvilke Livsperioder Helten videre
skulde gjennemgaa, laa helt i det Uforudseelige - for
ham selv som for Læseren - men at de tilsammen skulde
afspejle en typisk Tilværelse, var jo noksom tydeligt
udtalt i Prologen, hvor Digteren siger:
Jeg vælger mig et Stof af Hverdagssnit,
hvis Farve spiller i det Nationale;
thi Helten, dansk i Sind og Skind og Tale,
skal sig i Hverdagslivet røre frit.
Han holdes borte fra det Ideale,
han uromantisk gaaer i Prosaskridt,
han prøver Alt, men vælger ej det Bedste,
en saadan Helt behage maa min Næste.
Dog, mens sin egen Sø jeg la’er ham sejle
og la’er ham blive gammel, blive graa,
skal dog tilsidst et Tankebilled spejle
sig i hans Liv og frem af Digtet gaa.
Maa jeg kun dette Maal ej her forfejle,
saa Tankens Sandhed kan sin Prøve staa:
da haaber jeg - om ej at tækkes Vrimlen -
ved Digtets Formaal at behage Himlen.
Der hørte neppe nogen usædvanlig Divinationsgave til
at se, at Prologens Ord saavelsom Handlingsgangen
og den ironisk overlegne Fremstillingsmaade i det
udsendte Fragment bebudede en under den komiske
Idealitet henhørende Type. Men Samtiden synes med
Forsæt at have gjort sig dummere, end den var,
overfor »Adam Homo«. Man kunde eller vilde ikke se
nogen dybere liggende Grundtanke i denne første Del,
man opfattede paa en filistreus Maade Prologens
Ord om, at Digteren havde til Formaal »at behage«,
og man fandt, at det var fra denne Tendens, der
udsprang Anstødeligheder som Lottes Forførelse,
Scenerne med den sorte Trine og den smukke Line,
den graa Galts Billedgalleri,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
